Her er årets mest prisvindende bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

150 bureauer har scoret point i Bureaubiz’ oversigt over award-sæsonen 2013/14. Hele Top 3 er udskiftet i forhold til sidste år. Mediabureauerne har deres egen liste, og her sidder nr. 1 bedre fast.

Før årsskiftet lå to reklamebureauer tæt i toppen på listen over efterårets mest prisvindende bureauer – &Co og DDB kæmpede, med &Co blot et enkelt point foran.

Sidenhen så &Co sig ikke tilbage. Made From Cool-filmene med Christopher Walken for Jack & Jones blev bl.a. det mest belønnede arbejde ved Creative Circle Award nogensinde, og i Cannes blev det til tre løver.

&Co blev en så suveræn nr. 1 på listen over de mest vindende bureauer, der offentliggøres i den årlige Bureaurapport fra Bureaubiz, at det – ud fra et nyhedsmæssigt synspunkt – er mere nærliggende at kigge på de efterfølgende placeringer.

Det er fjerde år i træk, Bureaubiz laver listen på basis af de 7 største og til sammen bredest dækkende priser herhjemme samt de 3 internationale priser, der traditionelt set samler flest danske deltagere. I alt 150 bureauer gjorde sig bemærket med mindst en shortliste i den forgangne sæson.

Hele Top3 er udskiftet i forhold til sidste år, hvor &Co var nr. 13 på listen. Hello Monday scorede igen højest ved Danish Internet Award samt solidt ved CCA og gik fra 4. til 2. pladsen, mens McCann – via især en flot høst ved CCA – hoppede fra 27. til 3. pladsen.

På listen over de øvrige bureauer scorede Robert/Boisen ikke kun tungt, men også bredt – idet bureauet gjorde sig gældende i 7 af listens 10 awards, og i Cannes fik Spies-kampagnen Do It For Denmark 5 shortlister og 2 løver. Konstellation er ny i Top10, idet bureauet fra juryerne ved DIA og CCA fik stor opmærksomhed for bl.a. #HappyBeerTime for Carlsberg.

Halvdelen af bureauerne på Top10 er nye i forhold til sidste år, men fire bureauer har vist award-stabilitet og ligget i Top10 i alle de fire år, listen er blevet udarbejdet: DDB, Halbye Kaag JWT, RelationshusetGekko og Hello Monday.

Mediabureauerne har for andet år deres egen liste, og her er feltet lidt mere stabilt: OMD topper forsat, og Vizeum er igen i Top3. IUM klemmer sig ind mellem to og rykker fra en 5. til en 2. plads.

De samlede lister kan ses i den aktuelle Bureaurapport, men her er Top 5 og Top 3:

De mest prisvindende bureauer (ekskl. mediabureauer) 2013/2014

1 &Co 127,5 point
2 Hello Monday 71 point
3 McCann Copenhagen 69,5 point
4 Robert/Boisen & Like-Minded 63 point
5 Konstellation 46 point

De mest prisvindende mediabureauer 2013/14

1 OMD 52 point
2 IUM 42 point
3 Vizeum 30 point

De 7 danske og de 3 internationale priser er

  • Advertising Effectiveness Award
  • Aurora
  • Cannes Lions
  • Creative Circle Award
  • Danish Internet Award
  • DM-prisen
  • Echo Awards
  • Eurobest
  • Rambuk
  • True Award

Sådan gives der point

  • 1 point for en shortliste
  • 2 point for en bronze
  • 3 point for en sølv
  • 5 point for en guld
  • 5 point for en pris (awards uden guld, sølv og bronze)
  • + 5 point for en Grand Prix eller lignende hovedpris. Der gives dobbelt point for resultater opnået ved Cannes Lions (“VM i kreativitet”). I håndværkskategorier, hvor det er en person, der belønnes, gives der kun det halve antal point til bureauet bag.

Bureaubiz’ årlige rapport rummer en lang række nøgletal for 221 bureauer fordelt på 6 forskellige bureautyper:

  • 109 reklamebureauer
  • 53 digitale bureauer
  • 31 PR-bureauer
  • 6 dialogbureauer
  • 16 designbureauer
  • 6 mediabureau-grupper. Desuden er der nøgletal for 13 datterbureauer under de 6 grupper.

Der er tale om en trykt rapport, der koster 1895 kr. ex moms. Ønsker man ekstra eksemplarer, kan man få op til 5 ekstra for en samlet merpris på 500 kr.  Rapporten kan bestilles ved at maile til Finn Graversen på fg@kabelmail.dk