Her er årets værste Super Bowl reklame

Peter Engholm
25@mail.dk

Der var flere bud på den film, der toppede blandt reklamerne i Super Bowl. Men én film formåede bedre at skille sig ud, da man skulle pege på den ringeste af dem.

Hvad der er god reklame, kan diskuteres – dårlig reklame kræver tilsyneladende ikke så megen diskussion.

Mandag morgens Super Bowl var let af afgøre sportsligt – New England Patriots vandt 28-24 over Seattle Seahawks – men i verdens største enkeltstående reklamevindue var der pæn forskel på vurderingerne i de mange medier, der vurderede Super Bowls 61 reklamefilm. Der var således flere, der kæmpede om seernes og eksperternes førsteplads.

Budweiser og Clash of Clans gjorde sig til – og toppede hos hhv. USA Todays Admeter samt Billboard, mens AdAge ikke fremhævede én, men fire i toppen; NoMore.Org, Always, Loctite og Budweiser.

Går man tilsvarende på tværs blandt medierne, var enigheden om den dårligste en kende mere udtalt; en reklame for neglesvamp – ”Tackle It” fra Jublia, som du kan se nederst – gjorde en konsekvent ringe figur:

”En menneskelignende tå dækket af svamp – og iført en fodboldhjelm? Vær sød aldrig at vise det på min – eller nogen anden – skærm igen,” beder Billboard, der placerer den øverst … blandt de værste.

AdAge placerer den også nederst – kun undergået af Pepsis intro til det store pauseshow – og giver den halvanden stjerne, hvilket kun er marginalt over, at både tid og penge – i Jublias tilfælde ca. 30 mio. kr., alene i indrykning – kunne være blevet brugt på en mere begavet måde.

AdAges kommentator opbruger årets kvote af ordet neglesvamp, og fremhæver også, at ”dette ulækre, svampeinficerede tå-væsen har en hjelm på hovedet … fordi du sidder og ser a football game!”

Folket er ikke mere nådigt: Nr. 60 på seernes Admeter fra USA Today. Og således opnåede ”Heroes charge” på 61. pladsen en i grunden imponerende præstation; at blive overhalet af en sær neglesvamp-reklame.

De forskellige oversigter fokuserer udelukkende på de landsdækkende reklamer, og her blev Nationwide af flere fremhævet som den vel nok mest deprimerende af slagsen – med fokus på at forebygge ulykker i hjemmet og med en død dreng i hovedrollen … lidt a la The Sixth Sense tilsat ”sick sense”. Se den længere nede.

På regionalt plan – i St. Louis og opland – var den imidlertid i skarp konkurrence med film af National Council on Alcoholism & Drug Abuse, der henvendte til familier med en mistanke om, at en af de nære er ude i noget tung afhængighed.

En lille ironisk sang, der – og den er god nok – har det kække omkvæd ”That’s how – how you got addicted to heroin”. Med dette nærmest muntre anslag finder en mor sin søn på sengen – liggende livløs efter en overdosis.

Og tilbage til fodboldkampen …

Først den generelt ringeste Super Bowl-reklame 2015:

Samt nærmeste konkurrent – der slet og ret er middelmådig. Mobilspil-firmaer har tilsyneladende penge nok, men savner charme og humor i deres markedsføring, mener AdAge:

Og så den mere traurige – om alt det, drengen aldrig kommer til at opleve:

https://www.youtube.com/watch?v=dKUy-tfrIHY

Og endelig – på regionalt plan – den mærkværdigt muntre sag om heroin-afhængighed …

Lidt for nederen at slutte på? Så lad os tage én af dem, der sluttede højt på listerne:

https://www.youtube.com/watch?v=xAsjRRMMg_Q