Arla har på det seneste valgt Very til globale opgaver og UncleGrey til danske. Dertil kommer bl.a. et efterhånden længere samarbejde med Hjaltelin Stahl.
Nu viser det sig, at også J. Walter Thompson er et dansk bureau i Arla-sammenhæng. Men indtil har det faktisk været mere hemmeligt, og derfor er det ikke et nyt samarbejde. For Arla har i et år arbejdet sammen med bureauet på et helt nyt marked og brand, og dette arbejde har foregået i det skjulte.
I fredags lancerede Arla en ”ny produktserie til aktive danskere”. Arla Move er proteinprodukter, der kan indtages ved træning eller som et mellemmåltid på farten.
”Arla er i forvejen i sportshaller og fitness-centre, men det er typisk køleprodukter. Nu går vi som noget helt nyt ind på markedet for sportsernæring, med bl.a. proteinbarer og proteinvand,” siger Jakob Bernhard Knudsen, der er marketingdirektør i Arla.
Han oplyser, at J. Walter Thompson har været involveret i hele forløbet fra begyndelsen af.
”Bureauet har en analysemodel, Ekko, som kan teste koncepter online tidligt i processen og gøre dem levende. De testede bredt og indsnævrede hurtigt grundlaget. J. Walter Thompson har bistået Arlas marketing og innovation med konceptet, designet og nu også kommunikationen,” siger Jakob Bernhard Knudsen.
Målgruppen er primært kvinder, i alderen 20-40 år, og dem vil man kommunikere med, når de dyrker sport.
”De andre produkter er stærkt performance-orienterede og mere rettet mod mænd. Vi så et hul markedet for et produkt, der går bredere ud, rettet mod kvinder, og som helt basalt smager godt. Derfor sampler vi også Arla Move i fitness-centre og sportshaller. Når det bliver lysere uden for, vil vi være tilstede ved sportsarrangementer, bl.a. løb. Dertil kommer sociale medier. En bredere tv-kampagne ligger ikke lige for,” siger Jakob Bernhard Knudsen.
Hos J. Walter Thompson siger Jesper Lykke Nielsen, der er Client Services Director:
“Arla er et af de brands, der sætter barren højt. Det er krævende, men spændende, fordi en række kompetencer er bragt tidligt i spil, især design og tekstforfatning. Hele vores kreative afdeling har været involveret lige fra starten af dette projekt. Nu er vi glade for at kunne lancere Arla Move efter et så langt forløb.”