Her er bureauerne bag Danmarks nye streamingtjeneste

Peter Engholm
25@mail.dk

Mashed.net fik fin premiere i sidste uge. Bag tjenesten står erfarne folk fra reklamebranchen, og de er bistået af flere bureauer.

I sidste uge blev en dansk streamingtjeneste, Mashed.net, lanceret. Print, radio og tv omtalte premieren, inkl. tjenestens indtil videre eneste produkt; kortformat-serien Fetter med Frederik Fetterlein i hovedrollen.

Mindre omtalt er afsættet hos initiativtagerne og de bureauer, der har været med i processen.

Bag Mashed står tre personer, der alle kommer fra produktionsselskabet Noboby; Jacob Raben, Michael Aoun og Niels Kau – og sidstnævnte siger:

”Vi havde i Nobody-regi talt om at lave fiktion, branded content og længere formater, og besluttede os for tage vores egen medicin. Vi har leveret indhold til bl.a. Disney Nordic, og vi udviklede siden flere formater, som vi præsenterede for tv-stationerne. Det blev vel modtaget, men forhandlingerne stoppede alle ved målstregen, og så tænkte vi, om ikke vi kunne streame det selv?”.

Tanken blev videreudviklet til at koncentrere sig om kortformat, altså afsnit af et kvarters varighed. Et format til dagstimerne, hvor et afsnit let kan fordøjes i bussen eller i tandlægens venteværelse.

Plant bag visuel identitet

Mashed har flere bureaupartnere; Plant har udviklet den visuelle identitet og den digitale platform, og Generous Circle – med Lars Cortsen og Jonas Bechlund (tidl. Fremfab, Triple LBi og DigitasLBi) – har fungeret som rådgivere.

Dertil kommer de to senior kreative fra Partners, Lasse Hinke og Rasmus Petersen, som får en særlig tak i Fetter-seriens rulletekster:

”Vi så Fetterlein i filmene fra Kræftens Bekæmpelse, som Lasse og Rasmus var team på, da de var hos Halbye Kaag. I filmene kunne vi se Fetterleins talent for skuespil og komik – og selvironi. Det var derfor naturligt, at Lasse og Rasmus var med til de indledende øvelser, da Fetter-serien skulle formes,” siger Niels Kau.

Han understreger, at Nobody fortsat producerer reklamefilm for bureauer og annoncører, mens Mashed er en distributionskanal målrettet consumer-markedet – en kanal, der også kan tage andre producenter ind.

Hos Plant siger partner Jens Søgaard:

”Mashed er et ambitiøst initiativ, og at være med til at udvikle tjenesten visuelt og digitalt har været spændende. Det er unikt og dansk indhold, som præsenteres her – vel at mærke på sin egen platform.”

Mashed.net arbejder ikke med en abonnementsmodel. Brugeren betaler for den enkelte serie.