Her er Charlie Hebdos nye forside

Peter Engholm
25@mail.dk

Hvordan svarer man igen, når 10 personer på redaktionen er blevet dræbt? Ved at udkomme med profeten Muhammed på forsiden – og i et oplag på tre mio. eksemplarer.

De sociale medier var i sidste uge stærkt præget af ”Je Suis Charlie” – skiltet, der udtrykte solidariteten med det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Her blev 10 personer i onsdags dræbt af 2 bevæbnede mænd – angiveligt, skriver Jyllands-Posten.dk, som hævn for magasinets tidligere tegninger af den muslimske profet Muhammed.

Nu udkommer så det første nummer siden angrebet – med selvsamme profet på forsiden, hvor han er udstyret med førnævnte skilt … og en tåre i øjenkrogen.

Overskriften er “Tout Est Pardonné”, alt er tilgivet.

Bladet udkommer i morgen – men allerede nu rejser forsiden rundt over alt – fra de sociale medier til al verdens medie: Som f.eks. AdAge i USA og Berlingske i Danmark. Det vanlige oplag på magasinet er 60.000, men forventes i dette nummer at komme op på 3.000.000.

Forsiden er tegnet af Renald Luzier – Luz – der er en del af redaktionen, men ikke deltog i det skæbnesvangre redaktionsmøde, fordi han havde sovet over sig den dag.