Her er Danmarks mest kreative annonce-køber

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Årets Markedsfører i dette års AEA er et firma, der har gjort sig bemærket ved at satse meget på kreativitet.

Udfordringer har der været nok af for den kreative verden. For at nævne i flæng: Big Data, programmatic buying, og omnichannel.

Emner der skildrer den brydningstid, branchen er i. Men som også har ført til diskussioner om, at annoncørerne har nedprioriteret kreativitetens rolle.

I den kontekst må kåringen af Årets Markedsfører ved uddelingen af Advertising Effectiveness Award blive populær. Kreativitet & Kommunikation, der står bag prisen, har nemlig i år besluttet at hylde Spies som Årets Markedsfører.

Det er en annoncør, som har gjort sig stærkt bemærket inden for konceptet at investere i kreativ udvikling frem for medieindrykning.

Det er sket sammen med Robert/Boisen & Like-minded og har resulteret i cases som Solar Charging Dummies, Do It for Denmark og Do It for Mum.

Den sidste er helt ny – men det ser ud til, at det er lykkedes at skabe en overordentlig solid 2’er oven på Do It for Denmark.

”Det er faktisk gået bedre end Do It for Denmark – som så i øvrigt blev trukket med af Do It for Mum. Det er faktisk med en god portion spænding, man lancerer en 2’er på noget, der gik så godt,” siger adm. dir. Jan Vendelbo.

Han fortæller videre, at de klart kan identificere salgsfremgang på kampagnen – men understreger samtidig, at kampagnerne ikke kun handler om salg – de skal også være med til at bygge brandet.

Juryens begrundelse

Det var ham og marketingdirektør Eva Lundgreen, der blev hyldet, og de fik følgende ord med på vejen fra KreaKoms bestyrelse:

“Spies har altid lavet kommerciel kommunikation med kant. De kendt som den frække dreng i klassen, der tør og forventes at gå lidt mere end de fleste med misundelsesværdige resultater til følge.

Over de seneste tre år har Spies startet en yderst interessant rejse i branded content med trilogien The Solar Charging Dummies, Do It for Denmark og Do It for Mum, der alle tre er kendetegnet ved at tage udgangspunkt i en større samfundsmæssig problemstilling, og få det til også at handle om rejser på Spies’ egen måde. Alle tre har fået enorm opmærksomhed – også internationalt.

En stor del af hemmeligheden bag denne succes skyldes formentligt, at Eva Lundgren og Jan Vendelbo er det perfekte match. Tilsammen har de en rigtig god energi, og sammen har de skabt nogle fremragende betingelser for succesfuld markedsføring kendetegnende ved en god portion stædighed og enestående tålmodighed gennem langvarige samarbejder både internt og eksternt med deres bureauer.”