Her er Danmarks største banner

Peter Engholm
25@mail.dk

Det kræver et særlig sted at hænge et 1700 kvm stort banner op, og genbrug kræver omtanke. Til gengæld slår man en konkurrent med næsten 50 procent i størrelse.

“Kom ind i kampen med 4G på Danmarks bedste netværk” – og største banner.

Mindhare har for kunden, teleselskabet 3, taget vendingen “at rulle en kampagne ud” ganske bogstaveligt. For det er et banner på ca. 25 x 65 m, der for tiden hænger i Parken i København.

“Vi har forhørt os hos de tre største outdoor-medier herhjemme og har fået at vide, at det – med sine 1700 kvadratmeter i alt – er Danmarks største banner. Det hidtil største var angiveligt på 1100 kvadratmeter, fra TDC”, siger Casper Christiansen, director at Invention hos Mindshare.

Der er ikke tale om et nyt sponsorat, men en aftale med FCK for en kortere periode – en måned i alt. FCK har ikke tidligere lavet denne type aftale.

“Aftalen dækker tre FCK-hjemmekampe i superligaen og en Europa League-kamp, og vi aktiviterer banner-aftalen med bandereklamer, LED og billetter, som distribueres via 3’s sælgere og Facebook-side,” siger Casper Christiansen.

Banneret fik premiere ved søndagens kamp mellem FCK og Brøndby, hvor næsten 29.000 tilskuere var til stede. Og banneret er også blevet aktiveret på anden vis sidenhen, idet det skulle pilles ned ved gårsdagens Champions League-kamp mellem FC Nordsjælland og Juventus.

“UEFA har strenge regler for reklamer i forbindelse med Champions League, men nu hænger vi det naturligvis op igen,” siger Casper Christiansen.

Han medgiver, at det er så-som-så med anvendelsesmulighederne efter aftalens ophør – med mindre man leger Christo og pakker en sagesløs bygning ind.

“Banneret består af store stykker, der er syet sammen – dels kan vi sætte dem tættere sammen, dels kan stykker fungere enkeltvis efterfølgende, således at der er genanvendelsesmuligheder,” siger Casper Christiansen.