Her er det mest sexistiske reklame-land i Norden

Peter Engholm
25@mail.dk

En ny rapport har gransket måden, de nordiske lande arbejder for at komme kønsdiskriminerende reklame til livs. Danmark er ikke det værste på området.

Sveriges Kvindelobby ser i en ny rapport, ’Sexisme med i købet’, nærmere på lov, praksis og handling over for kønsdiskrimerende reklame. Med henblik på at opnå øget ligestilling.

Og lobbyens pegefingre rettes mest mod Sverige – ’klassens dårligste’, hedder det, fordi Sverige er det eneste land i Norden, som savner kontrol af sexistisk reklame. Ingen definition af kønsdiskriminerende reklame, ingen lov på området og ingen tilsynsmyndighed.

Og det til trods for, at både Socialdemokraterne og Miljøpartiet De Grønne ved valget forrige år lovede lovgivning på området.

Island er klassens ubestridte duks, mens Danmark får ros for, at der findes en lov mod kønsdiskriminerende reklame (Markedsføringsloven), at der findes en myndighed med tilsynsansvar (Forbrugerombudsmanden), og at det er let at anmelde reklamer for kønsdiskriminering.

Desværre har loven ikke en klar definition på denne type reklame, myndigheden har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er sat op på en måde, at ingen virksomheder reelt kan stilles til ansvar. Og så er vi lige vidt.

Rapporten opfordrer bl.a. til at gøre ligestilling til et obligatorisk fag på reklameskoler, at de tilsynsførende myndigheder begynder at føre tilsyn og arbejde imod kønsdiskriminerende reklamer, og at gennemføre informationskampagner om loven.