&Co brager igennem som efterårets mest prisvindende bureau – men DDB brager ikke meget mindre og er således kun et enkelt point bagefter i tabellen.
Der er flere tilgange til awards: At brede sig over flere eller sætte tungt ind ved færre. DDB har valgt den førstnævnte tilgang, mens &Co i efteråret har valgt sidstnævnte – til at begynde med. For bureauets Christopher Walken-film for Jack & Jones blev lanceret i forrige måned, så indtil videre har indsendelsesmulighederne været beherskede.
Til gengæld var sidste uges Eurobest et så eftertrykketligt triumftog for &Co, at det placerer bureauet øverst på listen, der omfatter seks danske og internationale awards.
Det er efterårs-sæsonen på Bureaubiz’ oversigt over den halve snes awards, som traditionelt har størst dansk deltagelse – en sæson, der afsluttes med Cannes Lions til næste sommer.
De seks awards er Aurora, Echo, Eurobest, Rambuk, True Award og AEA (Advertising Effectiveness Award) – DDB har i øvrigt formået at få point i fire af dem.
I alt 56 bureauer har været nomineret – og mindst halvdelen har vundet awards – ved de nævnte arrangementer. På Top10, efter &Co og DDB, følger den dobbelte prisvinder fra Aurora, Bates, og AEA-specialisten Umwelt.
Til foråret ligger mange point klar, især når Creative Circle Award og DIA uddeles. De to awards har 60-70 kategorier tilsammen.
På mediabureauernes liste er 13 bureauer noteret, og de har hentet deres point næsten udelukkende ved AEA og Rambukken.
Her topper IUM snært foran OMD – sidstnævnte høstede to priser og en Grand Prix ved AEA, men måtte ved Rambukken nøjes med fem shortlister. Ved Rambukken var IUM i særklasse det mest vindende mediabureau og det næstmest vindende ved AEA.
De mest prisvindende bureauer – Top 10 efteråret 2013
- 35 &Co
- 34 DDB
- 20 Bates Y&R
- 20 Umwelt
- 18 Robert/Boisen & Like-minded
- 16 Han Kjøbenhavn
- 15,5 UncleGrey
- 11,5 Kommunikationsbureauet København
- 11 McCann Copenhagen
- 11 Bocca
De mest prisvindende mediabureauer – Top 5 efteråret 2013
- 34 IUM
- 32 OMD
- 20 Vizeum
- 14 Mindshare
- 12 PHD
Sådan gives der point:
1 point for en shortliste, 2 point for en bronze, 3 point for en sølv, 5 for en guld, 5 for en pris (altså awards uden guld, sølv og bronze) + 5 point for Grand Prix eller lignende hovedpris. Håndværks-kategorier er i lige så høj grad person- som bureau-relaterede, og derfor halveres pointværdien i bureauregnskabet.