Opdateret (nu med video uden fejl). Da 2014 endnu var nyt, bekendtgjorde Sportmaster, at kæden ville gennemgå en række processer, der alle har til formål at ændre det generelle billede af virksomheden, der tæller over 100 butikker rundt om i landet.
Sportmaster skal bevæge sig fra at være en butik med brands til et brand med butikker. Kæden skal have en klar position i markedet som eksperten inden for sport og træning, hvilket kulturen hos medarbejdere og ledelse allerede lægger op til. Den store vidensbase, der ligger internt i Sportmaster skal frem i lyset og dyrkes – både indadtil og udadtil. Stilskiftet er skabt i tæt samarbejde med de tre bureauer, som kæden valgte i februar – Saatchi & Saatchi, MSLGroup og Prodigious – der med hvert sit fokusområde har bidraget til den nye identitet.
Mantraet for den fremadrettede kommunikation er ”Vild Med Sport” og kan bedst forklares via den 60-sekunders film, der kan ses forneden. Marketingchef for Sportmaster, Christian Lorenz, siger:
”Vi ville egentligt ikke lave så meget om på kulturen, men finde ind til kernen af os selv og gøre den gennemgående på alle vores kanaler. Sportsglæden er vores DNA internt, i samarbejdet med vores leverandører og sammen med vores kunder, hvor end vi møder dem. At vi sætter det i centrum af vores kommunikation, skaber en stor intern stolthed.”
Filmen er instrueret af Simon Ladefoged og produceret i samarbejde med M2Film og Duckling efter kreative anvisninger fra Jason Mendes, kreativ direktør hos Saatchi & Saatchi. Det kreative team er Jesper Isholm og Regner Lotz.
Den tog tre dage at filme og indeholder en længere række locations, hvor rigtige medarbejdere fra Sportmaster viser ægte passion for deres forskellige sportsgrene.
Rikke Wichmann Bruun, adm. direktør hos Saatchi & Saatchi, uddyber i en pressemeddelelse:
”De mange gode, danske locations har givet en stærk forankring til det danske marked. Simon Ladefoged har lavet et smukt stykke arbejde, der fremviser frugten af de sidste tre måneders samarbejde. Det er de første skridt, og vi er stolte af at være en del af den målrettede vision for Sportmaster fremadrettet.”
https://www.youtube.com/watch?v=cfQkMZolMl8