Onfone reklamerede i foråret 2012 med budskabet ”Hos Onfone er der ingen gebyrer”. Det blev bl.a. understreget i en film, hvor Lars Bom meget lidt sigende – via en talepause – beskriver de ikke-eksisterende gebyrer. Og sidst i spottet blev budskabet bestyrket både visuelt og ved speak med sloganet: ”Onfone – alt inkluderet. Punktum!”.
Men alle nye kunder hos Onfone blev pålagt et oprettelsesgebyr på 99 kr. Det fremgik med en lille skrifttype i reklamen, at alle nye kunder hos Onfone skulle af med 99 kr. i oprettelse, altså et gebyr
”En oplysning om, at alle nye kunder skal betale et oprettelsesgebyr, er en væsentlig oplysning, der ikke må ”gemmes” væk på skærmen – og særligt ikke, når hovedbudskabet i reklamen netop er, at der ikke opkræves gebyrer. Så er der tale om vildledning,” siger forbrugerombudsmand Henrik Øe, der i november sidste år politianmeldte Onfone.
Efter politianmeldelsen har Onfone betalt en bøde på 200.000 kr.
Når der udmåles bøder for overtrædelse af markedsføringsloven, kigges der på tre ting: overtrædelsernes grovhed, omfang og den tilsigtede økonomiske gevinst.
Den aktuelle bøde er fastsat med udgangspunkt i markedsføringsomkostningerne ved tv-reklamen.
Forbrugerombudsmanden skriver i en pressemeddelelse:
”I skærpende retning er der lagt vægt på, at tv-reklamen blev vist i tv 427 gange i perioden den 12. marts 2012 til den 8. april 2012, og at den således var kommet ud til mange potentielle kunder igennem længere tid. Af formildende omstændigheder er der lagt vægt på teleselskabets oplysninger om antallet af indgåede abonnementsaftaler i perioden for markedsføringen, samt at Onfone har medvirket til sagens oplysning.”
Onfone er ikke eneste teleselskab, hvis markedsføring har været i myndighedens søgelys. Hos Forbrugerombudsmanden oplyser specialkonsulent Karen Søndergaard til Bureaubiz, at der de seneste fem år været afgjort 13 bødesager vedr. teleselskabers markedsføring, og at der idømt i alt 11 bøder mellem 100.000 og 200.000 kr.