Den største kampagne i flere år, lød det i går om en ny Dong-kampagne, hvor det mest opsigtsvækkende nok var, at Børsen kunne fortælle, at kampagnen var blevet udskudt, fordi direktionen kort før kampagne-start havde bremset den centrale film
Men når man ser filmen, så kan det godt undre, at den information overhovedet kommer ud, fordi det forekommer at være en ret lille produktion (filmen kan ses her).
Det var i går ikke kendt, hvem der havde hjulpet Dong med kampagnen, men det er der nu kommet svar på.
Kampagnen er alt overvejende udviklet og produceret internt, og man har så trukket på enkelte eksterne partnere:
- Hill & Knowlton, har rådgivet og stået for design af kampagnesitet www.goerdanmarkgroennere.dk.
- Bearnaise har rådgivet om design, klipning og speak. og har formidlet kontakten til MD Production (Malene Dyhring, der nu er en del af Honeytrap, som blev nævnt i Børsen i går).
Bearnaise har de to tidligere Mensch-folk, Rasmus Moltke og Thomas Prætorius som bagmænd. De forlod Mensch i begyndelsen af 2013.
Hverken Hill & Knowlton, Bearnaise eller MD Production er at finde på den rammeaftale, som blev indgået for godt fire år siden, og Dong er netop nu i gang med en konkurrence omkring en ny rammeaftale.
Når man ikke har brugt bureauer og produktions-selskaber på den oprindelige rammeaftale hænger det sammen med, at den udløb i efteråret, og at Dong derfor har stået frit.
Desuden har budgetstørrelserne på de aktuelle opgaver været under grænsen for kravet om udbud.
“Mens vi arbejder på at komme i mål med det nye udbud, står vi uden faste samarbejdspartnere, men derfor kan vi ikke sætte alt i stå, indtil udbuddet er afsluttet. I denne ”mellemperiode” bruger vi bureauerne til konkrete opgaver, og vi begrænser vores behov til det absolut nødvendige. Og ligesom, vi gør alt, hvad vi kan for at gøre udbuddet så simpelt og enkelt som muligt, sker samarbejdet med bureauer selvfølgelig i fuld respekt for det udbud, vi kører,” skriver Senior Press Advisor, Morten Kidal til Bureaubiz.