Her er Nikes store-kanon film

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Den er lang – som lovet – men er endnu ikke slået voldsomt igennem.

Den var imødeset – om ikke med længsel, så med en vis forventning, når nu man havde gjort sig den ulejlighed at promovere en 30 sek. teaser.

Nu er The Black Mamba her så – en næsten seks min. lang film (ikke otte, som tidligere omtalt) med NBA-stjernen Kobe Bryant, der med klædelig ubeskedenhed har givet sig selv slange-tilnavnet.

Filmen er instrueret af Robert Rodriguez, der hylder genren ensom-ulv-kommer-til-gudsforladt-by…og-rydder-eftertrykkeligt-op. Naturligvis med en ironisk distance – her er ironien dog ikke distanceret, men tæt omfavnet. Om man kan lide det, er – som alt her i livet – en smagsag.

Filmen, der kan ses her, har også Bruce Willis på rollelisten. Men selv ham og en række spektakulære eksplosioner kan ikke rigtigt trække massive visninger til sig – på fem dage har den trukket en million. Ikke meget efter Nike-reklame-standard.