Her er Telmores nye univers

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Meget er nyt hos Telmore: leadbureau, position, en bredere målgruppe og et farverigt udtryk. Samtidig vender man tilbage til rødderne og det smarte valg. Se filmen og læs om baggrunden her.

I marts valgte Telmore Nord DDB som sit nye leadbureau, og nu er der premiere på et univers, der ikke nøjes med at være et facelift, men en ny generation af Telmore-brandet.

“Telmore er blevet moden, både i alder og størrelse. 18 år gammel og det 3. største teleselskab på privatmarked. Dermed har vi en anden rolle end oprindeligt og et behov for at komme anderledes ud og trænge bedre og bredere igennem,” siger Henrik Lehman, marketingdirektør i Telmore.

Han fortsætter:

“I erkendelse af, at vi har brug for at øge kendskabet til Telmore og fastholde vores gode image, skal positionen som det smarte valg styrkes.Det smarte valg er vores oprindelse, vores DNA. Vi var det første teleselskab, hvor kunderne kunne betjene sig online, og hvor de først kunne købe mobil online, det første med få, enkle abonnementstyper,” siger Henrik Lehman.

Hvordan er et teleselskab smart i 2018?

“Med sine produkter og sin service. Og ved ikke kun at hævde noget, men at levere beviserne for det. Telmore har ifølge analyser Danmarks bedste mobilnetværk, som en del af TDC, og vores kundeservice er blevet kåret til den bedste. Og vores Play-produkt samler al underholdning – musik, film, serier, bøger, magasiner – i ét,” siger Henrik Lehman.

Et selvironisk strejf
Telmores kommunikation ændres også – og ikke kun i udtrykket:

“Det hipster-cool udtryk er for smalt i dag. Samtidig breder vi også medievalget ud, med bl.a. lokalaviser – hvor vi aldrig har været før – biograf og radio, for det er dér, at kunderne er. Samtidig ligger der en opgave i at forklare Play-produktet – noget, vi ikke er lykkedes helt med tidligere,” siger Henrik Lehman.

Det lyder som om en pædagogisk opgave …

“Vi leverer løsninger og forklarer – med et selvironisk strejf – det smarte i dem. Men reelt er det kunden, der er smart – ved at vælge Telmore,” siger Henrik Lehman.

Han suppleres af Martin Meyer, der er strategist i Nord DBB:

”Vi vil skabe en platform, hvor vi fremhæver alt det, der er smart her og nu, og som samtidig gør os klar til kommende løsninger, der er nemme at forstå og bruge. Det handler om at vide, hvor et brand kommer fra – at forstå dets rolle i folks liv og kontinuerligt rykke det hen imod det kommercielle potentiale.”

Skiller sig visuelt ud
Telmore og Nord DDB har arbejdet målrettet med at skabe et univers, der også visuelt skiller sig ud, og som er let genkendeligt. Hobby Film står bag filmen i det nye univers.

“Der er så højt et tryk fra teleselskaber og med så mange enslydende budskaber, at vi gik efter at lave noget, som visuelt skiller sig ud fra resten. Både designmæssigt og med nogle quirky, visuelle elementer. Der fik vi en stor gave i samarbejdet med Hobby Film, hvor både instruktør Magnus Renfors og set designerne Koja leverede finurlighed og kvalitet i eksekveringen,” siger Jeppe Ritz, der er senior art director hos NORD DDB.

Se filmen her:

https://www.youtube.com/watch?v=AC_2eFvu5II

Creditlist
Bureau: NORD DDB
Senior Art Director: Jeppe Ritz
Senior Copywriter: Tim Fremmich Andresen
Designer: Louise Skafte
Art Director (Telmore), Sidsel Poulsen
Strateg: Martin Meyer
Account Manager: Sabina Langkilde
Marketing Direktør: Henrik Lehman
Marketing Manager: Torsten Becker Christensen
Produktionsselskab: Spoiled/Hobby Film
Producer (Spoiled Productions): Kristina Karlsson
Instruktør: Magnus Renfors
Producer (Hobby Film): Thomas Gram