Hermann Haraldsson afviste Side 9-pigen

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Robert/Boisen lancerer i morgen den opdaterede Side 9-pige i en offensiv for Ekstra Bladet. Teaseren var ”lige vovet nok” til Brøndby IFs familie-fans.

Side 9-pigen er, bogstaveligt talt, frontfigur for et salgsfremstød for Ekstra Bladet, udtænkt af Robert/Boisen & Like-minded.

“Opgaven var at få gang i snakken i skurvognene og stimulere lysten til at købe Ekstra Bladet. Løsningen var enkel: Brug det medie, enhver håndværker altid har ved hånden; mobiltelefonen, og giv dem et ekstra incitament til at købe Ekstra Bladet. Vi har udviklet en screencleaner, hvor ugens smukke Side 9-pige kan downloades til at vaske lige netop din mobilskærm. Forudsat du køber avisen”, siger adm. direktør Kim Boisen.

Side 9-pigen viser ikke længere bryster – og skal samtidig appellere til den indre skurvogn? Svær opgave …

“Side 9-pigen er blevet revitaliseret i form af en mere eksklusiv fotostil, styling og grafisk udtryk. Og når Ekstra Bladet har valgt en mere ærbar form til Side 9-pigen, så er det for at tiltrække flere og endnu smukkere modeller”, siger Kim Boisen.

Kampagnen kører fra i morgen på nogle af de platforme, der karakteriserer et mediehus anno 2008: print, web og mobil. Og teaseren blev lanceret på fodboldstadions i forbindelse med seneste runde i Superligaen. Her vaskede og gnubbede den bikiniklædte Side 9-pige skærmen med sæbe.

Tror du, at selv en ærbær pige vil forarge uden for målgruppen – f.eks. i feministiske selskaber …

“Egentlig ikke – men selv den pænere form blev, som teaser, ikke accepteret på Brøndby Stadion”, siger Kim Boisen.

Brøndby IFs adm. direktør, Hermann Haraldsson, er ikke ukendt med reklamebranchens virkemidler, idet han frem til foråret var adm. direktør for Winwin Agency.

“Vi følte, at Side 9-pigen var lige vovet nok. Ekstra Bladet er ikke i forvejen sponsor herude eller kampsponsor, så også i forhold til vores sponsor-aktiviteter i øvrigt, sagde vi sagde nej-tak til indslaget. Det er vi i vores gode ret til”, siger Hermann Haraldsson.

Jamen, Side 9-pigen afvist på Brøndby Stadion – af alle steder?

“Hvad mener du med “alle steder”? Brøndby er et familie-brand. Og Side 9-pigen var problematisk i forhold til familierne”, siger Hermann Haraldsson.

Men over for Faxe-tribunen var hun vel lige i øjet …

“Der er på Brøndby Stadion en god blanding af hardcorefans og familier, og vi søger at tage hensyn til begge”, siger Hermann Haraldsson.

Se en kort demo her http://rblm.dk/?p=66