Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Ny kurs og nyt navn. Bureaukonsulenten siger nu farvel til bureaukonkurrencen - og lancerer et produkt, der kan udvikle succesfulde relationer.

I snart 10 år er Dan Hestbæk via sit Hestbæk Consult først og fremmest blevet kendt som organisator af bureaukonkurrencer. Ydelserne har dog udviklet sig og er i stigende omfang kommet til at omhandle udvikling af relationerne frem for at finde et nyt bureau.

Dan Hestbæk varmede yderligere op under denne udvikling, da han i foråret 2014 fortalte på Bureaubiz, at han sådan set gerne ville aflive bureaukonkurrencen.

Nu fuldender han denne rejse. Hestbæk Consult bliver til Lift Relations, der skal være et firma, som kan hjælpe både annoncører og kommunikationsfirmaer med at optimere deres relationer.

Helt konkret tilbyder firmaet en testet software, der kan måle, administrere og maksimere relationen mellem annoncører og kommunikationsfirmaer. Selv om Dan Hestbæk hidtil har haft sit primære fokus på at sælge sine ydelser til annoncører, så ser han nu både dem og bureauerne som potentielle kunder.

“Lift Relations er grundlagt på overbevisningen, at værdi-skabende forretnings-relationer ikke bare er noget, der sker. De udvikles og forbedres til stadighed. Succes udvikles via gennemsigtighed og systematisk dialog,” siger Dan Hestbæk og nævner projekter for firmaer og bureauer som Novartis, Ikea, Carlsberg, DigitasLBi, DDB og McCann som nogen af dem, der har været med til at inspirere til udviklingen.

Med den nye kurs og det nye navn er det slut med at organisere bureaukonkurrencer i regi af Dan Hestbæks firma.

“Vi er helt med på, at det kan være nødvendigt med en konkurrence, og vi har da så meget erfaring, at vi godt kan give gode råd om, hvordan man får den bedst mulige proces. Men vores erfaring er, at man skaber langt mest værdi – for begge parter – hvis man arbejder på at udvikle relationerne og får dem til at fungere succesfuldt. Vi henvender os nu til både annoncører og kommunikations-firmaer, og så kan vi ikke samtidig organisere bureaukonkurrencer,” siger Dan Hestbæk.

Det er ham selv og tidligere MEC-direktør, Claus Gilbert Clausen, der er primus motorer i Lift Relations.

Kommentarer

  1. Hvad med lidt aktiv journalistik på branchens vegne her? Her lidt inspiration. Spørgsmål 1: Hvordan kan man argumentere for evne udi “succesfulde” relationer, når der ingen empiri er bag, at aftaler indgået med Hestbæk Consult holder længere end andre aftaler? Spørgsmål 2: Hvad sker der med alle de data, danske bureauer har brugt 100vis af timer på at opdatere i Hestbaeks database? 3: Hvad er empirien bag den løsning, “Lift Relations” nu markedsfører? Kan man bevise, at det virker? Og især – hvad er BENCHMARKS i Life Relations sprog – er de baseret på data? Kan man få at vide, hvem de fantastiske internationale kunder er – og hvilke specifikke opgaver, der er løst for dem? Er der nogle eksempler på, at Hainsight-løsningen, som nu er gjort til Lift Relations, faktisk har skabt resultater? 4: Lukker man selskabet eller er det samme forgældede selskab med et nyt navn?

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club