Hi-Fi Klubben vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Til reklamebureauet, som Hi-Fi Klubben valgte forrige år, føjes nu et bureau, der skal være digital sparringspartner – dækkende Skandinavien og Holland.

I maj 2011 hankede Hi-Fi Klubben op i bureausamarbejdet og valgte – efter halvandet år uden et egentligt leadbureau – Involve!Oslo til at håndtere kædens markedsføring i hele Skandinaiven.

Nu følger så et regulært digitalbureau – i form af Creuna, som skal styrke Hi-Fi Klubbens online-tilstedeværelse. Mikkel Braae-Andersen, CMO i Hi-Fi Klubben, siger:

”Hele vores forretning er bygget op omkring vores store passion for god lyd, og det er netop denne passion, vores kunder også skal mærke og have glæde af på nettet. Creuna skal hjælpe os med at bygge bro mellem de fysiske butikker og vores digitale kanaler, så lydentusiaster oplever, at de ikke skal gå langt for at få den skræddersyede service, inspiration og kvalificerede vejledning, som de allerede kender fra butikkerne.”

Det nye samarbejde, der dækker Danmark, Sverige, Norge og Holland, skydes i gang med udviklingen af en ny digital platform, der med fokus på den personlige kundeoplevelse skal understøtte kædens stærke brand.

Også kundeklubben – med sine 600.000 medlemmer – skal aktiveres endnu mere med nye digitale tiltag, der bringer dem endnu tættere på den suveræne lydoplevelse.

Hos Creuna ser Lars Elkjær Andersen, Director, Clients & Sales, frem til at skabe digitale tiltag, der både skal styrke Hi-Fi Klubbens forretning og kundernes oplevelse: 

”Vi glæder os til at arbejde tæt sammen med Hi-Fi Klubben og hjælpe dem med at få deres passion for lyd til også brage igennem digitalt,” siger Lars Elkjær Andersen.