Et konsolideringsår. Sådan betegner ledelsen i Hjaltelin Stahl selv et 2017, hvor fire underliggende selskaber er blevet til to med kommanditselskabet Hjaltelin Stahl som hovedkoncern.
Det til trods var økonomien stabil, og reklamebureauet kom ud af året med lidt mere på kistebunden end året før.
Adm. direktør Jens Peter Jensen kalder i en pressemeddelelse årsregnskabet 2017 for ”befriende kedeligt”:
”Efter vi har haft turbo på væksten i en årrække, har det været godt for os at have et konsoliderende 2017. Og det spåede vi allerede ved regnskabsaflæggelsen sidste år, så det siger vi ikke for at gøre en dyd ud af nødvendigheden.”
Faktisk spåede man ifølge ledelsesberetningen sidste år et bedre resultat end i 2016, men Jens Peter Jensen modererede over for Bureaubiz dette til ”et resultat på nogenlunde samme niveau”.
Vækst på agendaen
Internt på bureauet har det forgangne år budt på forandringer i form af blandt andet en ny ledelsesstruktur, man har mandet op på dataanalysedelen og har etableret en Martech Marketing Technology-afdeling med fokus på tekniske platforme.
”Alt sammen samtidig med, at vores dygtige kreative har lavet forrygende kreative løsninger, der gør os alle stolte. Vi har altid udviklet til i morgen, men i 2017 har vi kunnet gøre det, uden samtidig at skulle håndtere en tocifret vækstrate,” lyder det fra Jens Peter Jensen.
Vækst er ikke desto mindre på agendaen for 2018:
”Omsætningsvækst har jo aldrig været et mål i sig selv for Hjaltelin Stahl. Det er til gengæld vore kunders tilfredshed med vores kreativitet og effektivitet. Men som det ser ud lige nu, forventer vi igen tocifret vækst på toppen i forhold til 2017.”
Særlig konstruktion
Eftersom Hjaltelin Stahl er et kommanditselskab, er det aflagte regnskab ikke direkte sammenligneligt med de fleste andre bureauers, al den stund partnernes lønninger ikke er medregnet.
Det er de imidlertid i nøgletallene herunder, som Hjaltelin Stahl har udarbejdet og revideret for blandt andre Bureaubiz.
Virksomhedens hovedejere er Steffen Hjaltelin med en ejerandel på 37,83 pct. og Nicolai Stahl med 24,76 pct. Jens Peter Jensen og økonomidirektør Lotte Jakobsen er også blandt ejerne.
Nøgletal for 2017 (i parentes 2016)
Omsætning: 164,6 mio. kr. (167,0)
Bruttoavance: 117,276 mio. kr. (112,792)
Driftsresultat: 16,7 mio. kr. (15,7)
Antal medarbejdere i gennemsnit: 123 (115)