Hjaltelin Stahl vinder Telia tilbage efter et års fravær

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Teleselskabet valgte nyt bureau for et år siden – men kunne ikke få samarbejdet til at fungere.

For et år siden sagde Telia farvel til Hjaltetin Stahl og goddag til We Love People efter en bureaukonkurrence. Men det blev et kort samarbejde.

“Vi troede meget på, at det var det rigtige valg, da vi besluttede at skifte til We Love People. Men vi har ikke kunnet få det til at fungere, og det er vi superkede af. Vi har drøftet det med bureauet og vi er enige om at stoppe samarbejdet,” siger kommunikationsdirektør, Mette Honoré.

I stedet har Telia valgt at vende tilbage til Hjaltelin Stahl. Men det er ikke blot tilbage til det samme.

“Hjaltelin Stahl har oprustet og udviklet sig, så det er et andet og stærkt set-up, vi kommer til at arbejde med, og vi kommer til at arbejde sammen med nogen kræfter, som vi er rigtig glade for,” siger Mette Honore, der understreger, at selskabet lægger vægt på en kombination af strategisk forståelse og evnen til at eksekvere på daglig basis.

Samarbejdet med We Love People vil fortsætte opsigelsesperioden ud.

”Vi har været i en meget positiv udvikling i det seneste år med massiv vækst, store nye kunder og knalddygtige nye kolleger på tværs af medier. Og når så vores allerældste kunde vender tilbage, bliver vi naturligvis kisteglade. Telia har store muligheder på det danske marked, og vi glæder os til at genoptage samarbejdet,” siger Steffen Hjaltelin og tilføjer, at bureauet kommer til at øge bemandingen som følge af, at Telia vender tilbage.