Hjaltelin Stahl voksede med 25 mio. kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og lagde 4 mio. kr. ekstra på bundlinjen. Bureauet er på to år blevet tæt på dobbelt så stort.

Man har haft det på fornemmelsen – at der var fart på Hjaltelin Stahl. Og nu er det officielt. Bureauet har offentliggjort sit regnskab, og det viser en markant vækst – så markant at det svarer til, at Hjaltelin Stahl er blevet et mellemstort bureau større i 2015. En udvikling, der endda kommer oven på et 2014, hvor det også gik stærkt med en vækst på omkring 20 mio. kr.

Med den vækst hopper bureauet højest sandsynligt op som Danmarks næststørste reklamebureau. Efter Kunde & Co. Og det i et år, hvor Hjaltelin Stahl også overtog imagetronen i den årlige MyImage analyse fra MyResearch og Bureaubiz. foran Kunde & Co.

Det er et resultat, der selvsagt udtrykkes tilfredshed over – ikke mindst fordi også bundlinjen er vokset. Målt på overskudsgrad så kan man dog endnu ikke helt måle sig med et andet af tidens meget succesfulde bureauer, Magnetix.

“Vi er ret sikre på, at vores vækst skyldes vores evne til at orkestrere vores kunders samlede kommunikation på tværs af mange og nye medier. Vi har siden bureauets start i 2003, haft det som vores absolutte kernekompetence,” siger partner Jens Peter Jensen og fortsætter:

”Vores vækst kan derfor bl.a. forklares ved, at det netop er omnichannel udfordringen, der står øverst på de flestes virksomheders agenda. Vi er ret stærke på samspillet mellem dialogmarkedsføring, de sociale platforme og øvrige kanaler. Det er så til gengæld også en disciplin vi hver eneste dag, prøver at forstå dybere og øve os på. ”A never ending story” – om man så må sige.”

Rollefordeling

Et bureau af den størrelse stiller særlig krav til processer og organisering. Her taler man på bureauet om, at der er sket en gradvis justering, hvor Jens Peter Jensen, Lotte Jakobsen og Thomas Adamsen har taget mere og mere over på driften, mens Steffen Hjaltelin har fokuseret mere på strategisk sparring for kunderne, forretningsudvikling og pitches.

Det ligner således en rollefordeling, der har fungeret godt.

Bureauet forventer også at vokse i år.

”Vi er kommet rigtig godt fra start her i 2016 og forventer også at vi vokser i år. Her bidrager vores Direct forretningsområde fortsat stærkt til vores fremdrift. Men vækst er for os ikke et mål i sig selv. Det vigtigste er, at vi passer godt på de kunder, vi allerede har,” siger Lotte Jakobsen.

Nøgletal for Hjaltelin Stahl

  • Bruttoavance 96,548 mio. kr. +34,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,027 mio. kr. -2,8 pct.
  • Lønandel 65,2 (64,8)
  • Resultat af primær drift +16,9 mio. kr. + 30,3 pct.