Hjerteforeningen fandt sit nye bureau i Århus

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Sunrise fortsætter sin belønnede kampagne, der kører til og med 2012. Men et nyt bureau har vundet de fremadrettede opgaver.

Nye udfordringer skaber et behov for at modernisere Hjerteforeningen, og derfor vil man benytte foreningens jubilæum i 2012 til at præsentere en rebranding.

“På en række områder går det faktisk ganske godt med hjertet. Men samtidig opstår der nye udfordringer, vi skal beskæftige os med. Derfor vil vi gennemføre en branding-proces i forbindelse med tilrettelæggelsen af en kampagne omkring vores 50 års jubilæum i 2012,” siger kommunikationschef, Niels Adler.

Foreningen har i nogle år haft et succesrigt samarbejde med Sunrise omkring kampagnen i forbindelse med kvinder og hjertesygdomme – den blev i efteråret belønnet med en Advertising Effectiveness Award – alligevel valgte man at gennemføre en bureaukonkurrence i slutningen af sidste år.

“Vi arbejder med indsamlede midler, og derfor har vi en forpligtigelse til løbende at udfordre vores samarbejdspartnere,” siger Niels Adler.

Resultatet blev, at Sunrise blev vippet af pinden til fordel for det århusianske bureau Aros Kommunikation.

Niels Adler understreger dog samtidig, at foreningen også lægger vægt på kontinuitet, og derfor vil Sunrise fortsætte med kvindekampagnen, der kører 2012 med.

Konkurrencen omhandlede rebrandingen og jubilæumskampagnen, men efterfølgende har Aros også vundet en hjerteredder-kampagne, der skal køre i de næste fem år.

“Hjertesagen er dog ikke helt ny hos Aros Kommunikation, da vi har været så heldige at have et rigtig godt samarbejde med Børnehjertefonden i de sidste par år,” siger partner og chefkonsulent hos Aros, Line Stærk.

Hun fortæller videre, at holdnings- og adfærdsbearbejdende kampagner efterhånden er blevet en niche for bureauet.

“I samme kategori har vi tidligere hjulpet Red Barnet med deres kommunikation, ligesom vi har lavet holdnings- og adfærdsbearbejdende kampagner for både Sundhedsstyrelsen, Servicestyrelsen og flere andre. Cykel- og energi-kommunikation er andre eksempler,” siger Line Stærk og nævner desuden, at bureauet også har arbejdet med bekæmpelse af svind i detailhandlen gennem intern kommunikation.

Hjerteredder-kampagnen skal fokusere på livredende førstehjælp, og den kommer til at køre i fem år på et bredt udvalg af platforme.

Målet er at redde liv ved at lære danskerne at give førstehjælp i forbindelse med hjertestop. Årligt rammes 3.500 danskere af hjertestop. Der ydes kun basal genoplivning i 29 pct. af tilfældene. Det tal skal op.