Hjerteforeningen samler sine bureausamarbejder

Peter Engholm
25@mail.dk

Foreningen splittede sidste år sine kampagneaktivteter på flere bureauer. Nu er man tilbage til ét bureau, der er aktuel med en film.

For halvandet år siden blev Sunrise vippet halvt af pinden hos Hjerteforeningen. Og hvordan kan man det?

Bureauet og Hjerteforeningen har i en årrække samarbejdet om Elsk hjertet-kampagnen, om kvinder og hjertesygdomme, der forrige år fik en Advertising Effectiveness Award.

Men til en brandingproces og et 50-årsjubilæum – og til en ny kampagne; Gør noget for hjertet – gik man andre veje og valgte aarhusianske Aros Kommunikation.

”Vi arbejder med indsamlede midler, og derfor har en vi en forpligtelse til løbende at udfordre vores samarbejdspartnere,” sagde Niels Adler, Hjerteforeningens kommunikationschef, ved den lejlighed til Bureaubiz.

Han understregede dog samtidig, at foreningen også lægger vægt på kontinuitet, og at Sunrise derfor fortsatte med kvindekampagnen.

Nu vender Hjerteforeningen imidlertid tilbage – helt tilbage – til Sunrise. Uden pitches, uden yderligere udfordringer og uden dramatik.

”Vi har besluttet at samle vores bureau-aktiviteter ét sted; hos Sunrise. De er dygtige til at få vores tiltag ud over rampen, de kender os godt og ved, hvad vi står for. Desuden har de med Elsk hjertet leveret varen år efter år,” siger Lars Hübertz, der er teamleder for Hjerteforeningens kampagner.

Han tilføjer, at Aros gjorde et godt stykke arbejde med den første omgang af Gør noget for hjertet, der lægger op til at lære livredende førstehjælp ved hjertestop.

”Via Trygfonden fik vi 100.000 genoplivningsdukker, der blev revet væk på under en måned. I år introducerer – eller genopfrisker – vi den livredende førstehjælp via en app, som Responsfabrikken står bag – med tilskud fra Østifterne. Og på en uge er over 15.000 apps blevet downloadet. Til at gøre opmærksom på app’en har Sunrise skabt en film, der både ligger hos os og på YouTube. Og bureauet står også bag de visuelle udtryk for kampagnen,” siger Lars Hübertz.

Hos Sunrise er direktør Simon Hertz glad for at have Hjerteforeningen helt tilbage – og i særdeleshed glad for måden, det er sket på.

”Det er en sund form for udvidelse, når eksisterende kunder udvider samarbejdet. Det er opgaver, man så at sige arbejder sig frem til, frem for at vente på den næste pitch. Vi har oplevet noget tilsvarende med eksempelvis Danbolig, hvor vi nu også skal arbejde med deres forretningsenhed Danbolig Erhverv,” siger Simon Hertz.