Svensk produktionsselskab åbner i København

Tea Bang,
redaktionsassistent

Det Stockholm-baserede produktionsselskab Hobby Film satser nu på det danske marked for reklamefilm, og har derfor åbnet kontor i København. Faktisk afslører selskabet et hemmeligt kærlighedsforhold til Danmark.

Hobby film har længe været forelskede i København, skriver de i en ny pressemeddelse. Derfor har de nu besluttet at åbne et kontor i København med henblik på at producere reklamefilm til danske virksomheder.

”Vi kan ikke skjule det længere. Vi er forelskede, og nu er vi lige glade med, hvem der ved det.” siger Oskar Bård, ejer & grundlægger af Hobby Film: ”I flere år har vi prøvet at holde det hemmeligt, og derfor føles det endnu mere fantastisk nu at kunne råbe højt om det. At ”vi elsker Danmark.”

Under Hobby Film arbejder instruktører som Oskar Bård, Vesa Manninen, Torben Kjelstrup, Magnus Renfors, Jonas Odell, Björn Ruhmann, Sebastian Hedin, Patrik Eklund, Martin Åkerhage, Carl Sundemo, Thea Hvistendahl og Kristofer Ström.

Hobby Film har allerede produceret videoer til brands som Alm. Brand, Sommersby, Telia og Business Danmark, siger Tom Rickard, CEO for Hobby Film.