Home forlader Kunde & Co

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Før sommerferien mistede Kunde & Co Telmore, og nu har Home så valgt også at sige farvel – til fordel for et stort århusiansk reklamebureau.

Århusianske Recommended er ikke bare Danmarks største reklamebureau – det er også et bureau med markante ambitioner om at positionere sig mere markant på bureaumarkedet.

F.eks. indebar det sidste år opkøbet af det digitale bureau Zupa og i foråret ansættelse af to markante profiler fra Uncle Grey.

I foråret gav investeringerne pote i form af Danske Bank på kundelisten oven på bankens forliste samarbejde med Saatchi & Saatchi. Og nu kan man så skrive endnu en markant kunde på listen.

Ejendomsmæglerkæden Home har valgt Recommended/Zupa som sit nye bureau.

For Kunde & Co er det en mindre god nyhed. Bureauet måtte i foråret opleve, at hele tre kunder – Telmore, Home og Dong – satte deres budgetter i spil.

Før sommerferien valgte Telmore så Robert/Boisen & Likeminded som sin nye partner, og nu har Home så også valgt et nyt bureau.

Købet af Zupa har vist sin værdi for Recommended i forhold til Home af flere årsager. Bureauet havde allerede Home på kundelisten, og desuden har de digitale kompetencer spillet en væsentlig rolle i placeringen af hele markedsføringsbudgettet hos Recommended.

“Vi har været glade for samarbejdet med Kunde & Co, som har varet i 6 år. Bureauet har været gode til at kigge på forretningen, og deres arbejde har medvirket til, at vi har markedets højeste kendskab og preference,” siger kommunikationschef, Mads Ellegaard og fortsætter:

“For en virksomhed som Home udgør digitale og kundefokuserede services en stadigt vigtigere del af det at brande sig, og konstellationen Recommended/Zupa har vist sig meget stærke på integrationen af branding og anvendelsen af digitale medier.” Home har således tænkt sig at fokusere på både kundefokuserede personlige og digitale services samt på markedsføring, og det vil få konsekvenser for fordelingen af budgettet.

Til gengæld er der ikke umiddelbar udsigt til de store ændringer på det kreative univers.

“Vi er glade for den profil, der ligger i skuespilleren Anders Bertelsen, så det samarbejde er uændret,” siger Mads Ellegaard.

Kontaktdirektør Jesper Thomsen fra Zupa er den person, der er udset til opgaven at binde alle kompetencerne sammen og sikre sammenhæng i det, som bureauet præsenterer for Home. Og det er et spændende hold, der er sat til Home. Dels de to tidligere Uncle-profiler, Michael Paterson og Mogens Kristensen, og dels Per Lobedanz fra Zupa Direct.

“Det er på mange måder en ønskeopgave for et bureau. Vi har allerede arbejdet med den digitale udvikling, og får nu udvidet vores ansvar til at omfatte alle de kontaktpunkter, Home har til kunderne. Altså ikke bare den markante kommunikation, kæden længe har stået for men også dialog – som f.eks. når mæglerne møder købere og sælgere,” siger Jesper Thomsen og fortsætter:

“Det er hele formålet med vores indsats – at få kommunikationen til at hænge sammen hele vejen rundt. Det kræver et bredt hold af kompetencer, men er en nødvendighed for at løse opgaven.”