Arkitektfirmaet Henning Larsen henter tre nye ind til ledelsen, som til forskel fra de andre i ledelsen – ikke er arkitekter.
Det er Hummels hidtidige branding – og kommunikationschef gennem seks år, Dan Bjerg Hansen, der bliver kommunikationsdirektør. Han har en usædvanlig baggrund, idet han er idehistoriker fra Aarhus Universitet, men han har også en tillægsuddannelse fra Journalisthøjskolen.
Derudover er Rasmus Riis Andersen hentet ind som kommerciel direktør. Han kommer senest fra en stilling som senior business developer hos Foss Analytics.
Den tredje kommer fra egne rækker. Det er Frida Ferdinand, der bliver direktør for marketing og forretningsudvikling . Hun er uddannet civiløkonom fra CBS og har været ansat hos Henning Larsen siden 2016.
Alle tre har et globalt ansvar og bliver en del af den seks mand store globale ledelse, da tegnestuen i stigende grad skal være en stærk global spiller. Derudover består direktionen af Louis Becker og Mette Kynne Frandsen.
Samtidig er Helle Basse Larsen udnævnt som tegnestuechef . Hun får ansvar for projektportefølje og personaleledelse på Henning Larsens kontor i København, der er det største med 160 medarbejdere.
CEO og partner hos Henning Larsen, Mette Kynne Frandsen, siger om ansættelserne:
“Vi oplever en stor vækst og er i dag tilstede med kontorer på vigtige globale positioner. Med en stærk partnergruppe, der alle er arkitekter, supplerer vi den globale ledelse af virksomheden med andre kompetencer der kan forstærke synergien og forretningsgangene mellem vores kontorer samt positionere virksomheden endnu stærkere globalt”.
Henning Larsen har kontorer i Hong Kong, München, Riyadh, Oslo, Færøerne og New York.