Hungry-opkøber har valgt bureau: Vil indtage det danske marked

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Foodora, der i sommers købte Hungry, vil nu ind på det danske marked. I den forbindelse har de valgt et dansk bureau, der skal hjælpe med at gøre Foodora til danskernes foretrukne madleveringsbrand.

Den nordiske leveringstjeneste Foodora har valgt et dansk bureau til at hjælpe med at indtage det danske marked. Valget er faldet på Dentsu X, som skal stå for konceptudvikling og medieindkøb. Foodora annoncerede i sommers opkøbet af konkurrenten Hungry, som samtidig med lanceringen i Danmark skifter navn til Foodora.

Om baggrunden for at vælge Dentsu X, siger digital marketing specialist hos Foodora, Anders Sørensen:

”Dentsu X’ besvarelse af vores brief blæste os bagover. Den måde, bureauet evner at tænke både kreativt og strategisk og at sætte vores udfordringer og målsætninger i centrum peger på, at de har stor forståelse for deres kunders forretning.”

Dentsu X kommer til at håndtere både medier og den kreative indsats, som spænder fra online til offline medier samt mere alternative og kreative tilgange til marketing, bl.a. kreativ storytelling og emotionel tilknytning mellem brand og forbrugere, skriver bureauet i en pressemeddelelse. Formålet er at gøre Foodora til danskernes foretrukne madleveringsbrand. 

For Dentsu X er den nye kunde ”en drømmekunde”, siger executive director, Marie Eberholst:

”Foodora-opgaven var et drømmebrief i forhold til at få bragt vores brandposition, experience beyond exposure, til live. Med denne brandposition ønsker vi at skabe en reel tilknytning til forbrugerne, skabe liv, energi og følelser i stedet for blot at optimere antal eksponeringer. Derfor befinder vi os bedst, når vi kan skabe koncepter i forlængelse af et eksisterende CVI eller en TVC og indfri potentialet mellem kommunikation og medier optimalt. ”

Lancering af tjenesten i Danmark forventes at ske i løbet af efteråret.