Man har sagt det længe: Kineserne kommer. Og så har vi tænkt, at de kommer for at oversvømme vores markeder med deres billige produkter.
Men det gør de slet ikke. De kommer både for at sælge, bytte og hamstre - men især også for at købe. Det mener Jacob Johansen, der er kommunikationsstrateg hos reklamebureauet Mensch. Han har boet i Kina i 10 år, hvor han har arbejdet på flere reklamebureauer og så er han i øvrigt kinesisk gift.
Vi har flere varer på hylderne, end medierne og krise-kavaleriet lige nu giver os indtryk af, som han skriver i en kommentar i Berlingske i dag.
F.eks. skoler, som ellers efter udsendelsen om 9. z versus en kinesisk klasse, har givet indtryk af det modsatte. Men ifølge Jacob Johansen ønsker kineserne en skole for livet og ikke et liv på skolen. Han mener ligefrem, at de kinesiske skoler er uegnet for børn, og at en voksende del af kineserne er enige med ham. Så viden om børn, dannelse og leg er noget, der kan afsættes til Kina.
Og i kinesernes øjne har vi en særlig fornemmelse for omsorg, for ældre og for børn, skriver Jacob Johansen:
”En autencitet, der er i høj kurs, og som giver os licens til at pludre og snorke os ind på det kinesiske marked. Kina har en ældrepukkel, der burde få enhver geriater og hæve-/sænkesengsproducent til at savle”.
Og hvad angår børnene, er potentialet ikke mindre efter at Kina har indført etbarnspolitikken, som har gjort børnene til små kejsere:
”Alle varer, der begynder med ’børn’ eller har en ælling på maven, har derfor taletid. Lad os lige prøve en gang: Børne-tv, børnetøj, børnemad, børnebøger, børneteater”.
Så er vi jo udnævnt til verdens lykkeligste folk og er kendt for at have balance i vores liv – det giver mange muligheder for at sælge produkter:
”En anden saftig vare på vores hylder, lige til højre for ’lykke’, er den skandinaviske balance. Vores evne til at sætte mennesket i centrum og ikke lade os forstyrre af penge, silikone og andet skidt. Nu tænker du måske, at det er lige præcis det, vi er blevet forstyrret af herhjemme . Og det er også rigtigt, at mængden af realityprogrammer med strippere og luksusfjolser godt kunne give indryk af, at læsset var tippet. Men holdt op mod en nation, der har fået foretaget en kollektiv makeover og skiftet alt fra pandelapper til behovspyramide, står vi robust forankret på den gyldne middelvej. Med eksempelvis kosmetikprodukter, der ikke vil gøre os til andet end det naturlige menneske vi er”.
Kineserne vil gerne have naturlige fødevarer, der ikke nødvendigvis gør dem klogere, smukkere eller mere musikalske. Bare mætte uden at risikere helbredet, mener kronikøren.
Og hvorfor gør vi det så ikke bare. Altså sælger en masse til kineserne?
Det er på grund af vores fordomme og vores manglende selvtillid. Men det behøver ikke at være sådan. For modsat hvad man ellers har læst om, så kræver det ikke nødvendigvis at man kender alt til den kinesiske filosofi, skriver Jacob Johansen. De kinesiske forbrugere har i dag mere til fælles med Beyonce end med Konfutse, mener han, så det er bare om at komme i gang:
”Kineserne kommer … og det er bare vidunderligt. For så kan vi tage med dem tilbage og afsætte alt det, som netop vi kan og som på fortryllende vis er det, som verdens folkerigeste nation efterspørger” (Berlingske, p. 25).
