Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Debat om filmproduktion: L’Easy’s marketingdirektør, Peter Gram Møller, har testet sit bureaus inhouse filmpriser. Konklusionen var, at de matchede produktions-selskabernes og så er fordelene ved et in-house selskab større.

“Bureauerne tager røven på annoncørerne”, lød det bramfrit fra Dansk Annoncørforenings adm. dir., Otto B. Christiansen, i Børsen i sidste uge. Emnet var produktion af reklamefilm.

L’Easy’s marketingdirektør, Peter Gram Møller – der også er bestyrelsesmedlem i Dansk Annoncørforening – hilser debatten velkommen. Men i sit eget bureau-samarbejde kan han ikke se problemet. Han samarbejder med Halbye Kaag JWT, som ellers i samme artikel blev nævnt som et bureau, der har en meget stor indtjening på sit produktions-selskab.

“Filmproduktion er en kompleks opgave, som kan være meget svær at gennemskue. Men derfor skal man som annoncør selvfølgelig holde et kritisk blik på budgetterne og søge at følge aktivt med. Er man kun en mindre indkøber, kan man måske benytte eksterne konsulenter.

Da vi startede samarbejdet med Halbye Kaag JWT insisterede jeg på, at deres tilbud skulle holdes op mod eksterne tilbud. Men det viste sig, at deres priser var nogenlunde ens – højest plus/minus 5 pct. – og så er der mange fordele ved at støtte sig til et inhouse-bureau og anvende dem, de anbefaler. Det er vigtigt, at de kreative og dem, der producerer filmen, forstår hinanden. Skiller man det ad, kan det let give gnidninger, som ikke er gode for det endelige resultat. Desuden har du den centrale kreative direktør med hele vejen, og det synes jeg en fordel, siger Peter Gram Møller, og fastslår, at det altid vil være sådan, at den kreative ide kommer først – ikke instruktøren.

Han har det helt fint med, at Halbye Kaag JWT tjener gode penge.

“Jeg vil helst arbejde med et bureau, der kan tjene penge. Det skal jeg jo selv. Men deres priser skal selvfølgelig være konkurrencedygtige”, siger Peter Gram Møller.

Han kan godt se, at der kan være et langsigtet problem i, at produktions-selskaberne bliver klemt i markedet, fordi in-house produktions-selskaberne tager mere og mere over.

“Men her og nu ser jeg større fordele ved in-house. Det forudsætter selvfølgelig, at jeg har tillid til mit bureau. Men en filmproduktion er så kompliceret, at det ville være et grundlæggende problem, hvis jeg ikke havde det, og så vil det nok være en bedre ide, at skifte bureau frem for blot produktions-selskab” siger Peter Gram Møller.

Kommentarer

  1. Det er godt for branchen at der findes annoncører der løbende benchmarker deres leverandører – men det er uheldigt og dårligt for konkurrencen hvis det er L’Easy’s leverandør der forestår benchmarking med leverandørens konkurrenter.
    Udbud af reklamefilmopgaver bør selvfølgelig ske på vilkår der gavner konkurrencen – kreativt og på økonomien.
    Mange hilsener

    Klaus Hansen/Producentforeningen

  2. Jeg er naturligvis enig med Klaus Hansen i at benchmark skal styres af annoncør og ikke gennem relamebureau. Kan godt se, at det ikke fremgår af artiklen.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club