Den danske del af den internationale organisation, IAA, der udbyder efteruddannelse inden for marketing, har siden 1994 været drevet af Donald Nekman.
Den epoke er slut, idet Donald Nekman har solgt sin virksomhed DNCC, som driver IAAs uddannelsesprogrammer i Danmark.
Køberen er Rovsing Business Academy, der udbyder kurser og uddannelser inden for projektledelse, forandringsledelse og kommunikation.
Ifølge Donald Nekman vil salget til Rovsing Business Academy kunne give god synergi til og udviklingsmuligheder for IAA-uddannelserne.
“Der er en god synergi mellem de to virksomheder. Rovsing Business Academy har fat i HR og ledelse og har god kontakt til den offentlige sektor og jeg ser en stigende interesse fra den offentlige sektor til at uddanne sig inden for marketing.”
Donald Nekman fortsætter som rektor og forventer, at sammenlægningen af de to virksomheder vil udmønte sig i et bredere uddannelsesprogram til marketingfolk. Forventningen er, at der allerede til efteråret, udvikles et eller flere kurser.
Fra adm. dir. Annette Eriksen, Rovsing Business Academy lyder det:
”IAA uddannelserne er den helt rigtige udbygning af vores kurser og uddannelser. Vi koncentrerer os om at udbyde anerkendte metoder og uddannelser, og vores primære fokus er at hjælpe virksomheder og medarbejdere med at anvende metoderne i praksis. Vi har allerede tilbud inden for bl.a. projektledelse, forandringsledelse og kommunikation, og vil nu kunne kombinere disse med uddannelsesforløb inden for marketing, PR og salg.”
IAA har hidtil haft et tæt samarbejde med Dansk Markedsføring (tidl. Huset Markedsføring) og det samarbejde vil ifølge Donald Nekman fortsætte.