Ikea har droppet We Love People som strategisk partner

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men har endnu ikke lagt sig fast på, hvem der skal hjælpe med den kommende markedsføring.

Det er ikke lykkedes for We Love People at holde fast i Ikea på strategisk niveau. Et budget som bureauet vandt for lidt under tre år siden.

I slutningen af sidste år fortalte marketingchef, Lena Gaarde, at selskabet var gået i strategisk tænkeboks, men at We Love People fortsat var bureau.

For et par måneder siden fortalte We Love Peoples adm. dir., Pernille Simmelkiær, at Ikea som andre kunder gik op og ned, men at Ikea var en rigtig god kunde, hvor man havde en række projekter i gang for Ikea – bl.a. et advertising funded programme, der blev eksekveret på alle platforme.

Nu lyder meldingen, at We Love People ikke mere er strategisk partner – men at man dog fortsat anvender bureauet.

Det fortæller kommunikationsansvarlig Tina Lindharth.

“Vi samarbejder fortsat med We Love People om kreative opgaver og på corporate niveau – herunder årsberetninger – men vi bruger dem ikke længere som overordnet strategisk partner,” siger Tina Lindharth.

Hun kan dog endnu ikke fortælle, hvem der så hjælper Ikea.

“Vi har nogle overvejelser og nogle forskellige muligheder, som vi arbejder på. Livet i og omkring køkkenet er i fokus i det nye katalog og vil være det i de kommende to år, og det er løsningen af denne opgave, vi arbejder med i øjeblikket,” siger Tina Lindharth og understreger, at man har flere forskellige bureaupartnere.

Det gælder f.eks. Help PR og Hjaltelin Stahl, der arbejder på Ikea Family.

Lige netop sidstnævnte er interessant i denne sammenhæng.

Det vakte nemlig betydelig opmærksomhed, da We Love People for 2-3 år siden nappede to synlige kunder fra Hjaltelin Stahl. Det drejede sig ud over Ikea også om Telia, som dog vendte tilbage til Hjaltelin Stahl efter et år.

I forbindelse med Ikea, havde bureauet opnået stor anerkendelse for “Kvalitetstestet af hverdagen” kampagnen, som blev droppet i forbindelse med bureauskiftet.

Hjaltelin Stahl kan dog ikke glæde sig over at have vundet Ikea tilbage fra We Love People men må nøjes med at glæde sig over, at have kunnet fastholde en kunderelation.