Ikke flere SKI-bureauer efter klagefrist – nu begynder det virkelige arbejde

Peter Engholm
25@mail.dk

Klagefristen hos SKI ændrede ikke ved antallet af godkendte bureauer. Disse bureauer skal nu videre til de kommende hurdler – bl.a. de offentlige kommunikatører.

Hvad der for nylig lykkedes for to web-bureauer, blev ikke gentaget for PR-, reklame og designbureauer: At blive lukket ind i varmen som godkendt af SKI (Statens og Kommunernes Indkøbsservice) efter at have gjort indsigelser i klageperioden.

258 bureaunavne blev sorteret fra – og 77 blev godkendt – da SKI afsluttede sin rammeaftale for kommunikation med aftalerne for PR- og kommunikation, reklamebureau-ydelser og visuel kommunikation og identitet.

Nu er den så at sige helt afsluttet, idet en 10 dages klagefrist – en såkaldt standstill-periode – sluttede i går.

Der kom imidlertid ikke flere bureauer til i perioden, så antallet af godkendte bureauer ligger fast på det først udmeldte. Og kontrakterne kan underskrives.

Herefter begynder det virkelige arbejde, før man kan føje offentlige instanser på bureauets kundeliste.

Design- og konceptbureauet enteneller a/s er blandt de godkendte på listen – eller rettere på to lister: Visuel kommunikation og identitet samt Websites og elektronisk publicering.

“I enteneller er vi naturligvis meget stolte over at være blevet målt og vejet og fundet værdige til at blive SKI udvalgte,” siger bureauets direktør og indehaver Christian Løgstrup, der dog – hverken på egne eller andre godkendte bureauers vegne – sætter sig til rette med V-tegn og armene hævet over hovedet.

“Man skal ikke tro, at telefonen bare ringer, og opgaverne fra offentlige kunder vælter ind i samme takt. Der er ganske vist rigtig mange offentlige aktører, der har tilsluttet sig til aftalen – og de tilknyttede spådomme om beløbsstørrelser er derfor også gastronomiske – men vi har allerede haft kontakt med flere af dem, og trods aftalen overvejer de ikke at skifte deres nuværende leverandører ud eller supplere med nye,” siger Christian Løgstrup og giver forklareingen:

“Det er typisk er indkøbsafdelingen, der har indgået aftalen på organisationens vegne. I nogle tilfælde mener kommunikationsafdelingen så åbenbart ikke, at det forpligter dem – eller også har de overhovedet ikke været involveret i processen”, siger Christian Løgstrup, der vælger at betragte SKI-udvælgelsen som døråbner – eller lidt mere defensivt: En mulighed for, at døren ikke smækkes i for næsen af en.

“Er man ny på markedet, skal man altså fortsat ud og kysse en masse frøer – forskellen er blot, at de er offentlige”, siger Christian Løgstrup.

“Lykkedes det at få et introduktionsmøde i stand – og er det ikke med indkøbsafdelingen – så er det en god idé at supplere det normale præsentationsmateriale med SKI information. Blandt beslutningsdygtige personer i den offentlige sektor er der nemlig stadig forbavsende mange, der ikke helt ved, hvad SKI er for en størrelse og hvilke fordele, der følger med for dem. Udover trykt materiale har vi derfor tilknyttet en dedikeret SKI underside til vores hjemmeside.”