Imerco: Nyt design, nyt indhold – men tilbudsaviser består

Peter Engholm
25@mail.dk

Facaderne er pillet ned, og der er kommet liv i butikkerne – også udover ekspedienterne. Alt er nyt i Imerco, også kommunikativt, undtagen tilgangen til tilbudsaviserne.

Brandhouse har leveret Imercos nye design – et halvt års intensiv indsats, som har premiere i dag – og nu skal kæden levere indholdet.

“Vores arbejde begynder nu: At demonstrere og videregive vores slogan “Appetit på livet” i butikkerne, der alle er blevet opjusteret. Før var der intet liv ud over ekspedienterne, kun produkter. Nu er der fokus på de mennesker, der bruger produktet – fokus på, hvordan produkterne bidrager positivt til køkken/alrum,” siger Imercos marketingchef Anette Rasmussen.

Den traditionelle isenkram-forretning er så at sige blevet lagt på hylden til fordel for at satse på kvalitetsprodukter til køkken og bord – og det skal vises:

“Der skal være liv via billeder og farver. Vi har lange borde, der symboliserer køkken/alrum, og hvor vi kan eksponere varer – i denne uge er Royal Copenhagens nye stel. Kassen er en køkkendisk, og ekspedienterne er værter, og derfor har de forklæder på,” siger Anette Rasmussen.

Også kommunikativt går Imerco nye veje – i hvert fald elektronisk:

“Vi har stort set ikke været på tv i et år, men før det stod den på taktisk kommunikation. Nu er det ren branding information. Og frem for at fortælle “appetit på livet”, så leverer vi stemningen i vores spots.Men uanset nyt design og stil, så er det stadig vigtigt, hvad der er i kassen lørdag eftermiddag. Og i den forbindelse støtter vi os fortsat til tilbudsaviserne. De ser ganske vist helt anderledes ud nu, men hovedsagen er, at vi ikke kan undvære dem. Også selv om 20 pct. siger nej-tak. Vi kan se det, når vi har været ude i postkasserne”, siger Anette Rasmussen.