In2media partner skifter spor

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Thomas Vejlemand har fået job som adm. dir. i medieovervågnings-virksomheden Infomedia.

Efter at have været en del af den digitale bureauverden siden 2000, så skal Thomas Vejlemand nu noget helt andet.

Han forlader et job som partner i In2media og adm. dir. for teknologiselskabet Insilico for at blive adm. dir. for medieovervågningsvirksomheden, Infomedia, der ejes af Berlingske og JP/Politiken.

Han skifter dog ikke branche, fordi han er træt af bureaubranchen.

“Overhovedet ikke. Jeg var ikke på jobjagt, og jeg har været rigtig glad for at være en del af In2media, der er en superspændende virksomhed, som har gang i mange spændende ting. Men der dukkede en mulighed op, som jeg lod mig friste af,” siger Thomas Vejlemand og fortsætter:

“Infomedia er en interessant ledelsesopgave. Det er en større organisation, jeg synes ejerkredsen er interessant, og så opererer virksomheden inden for spændingsfeltet mellem, at villigheden til at betale for indhold er faldende, men villigheden til at betale for overblik er klart til stede.”

Thomas Vejlemand erstatter Tim Wolff Jacobsen, der forlod Infomedia tidligere på året. Selskabet har også mistet it- og økonomidirektørerne.

“Jeg er sikker på, at Infomedia i Thomas Vejlemand får en meget stærk ledelseskraft i forhold til både at udvikle forretningen, til at afkode kundernes behov og til at sørge for, at vi også teknologisk får flyttet os i den rigtige retning. Jeg glæder mig til samarbejdet med en direktør, som jeg er sikker på kan give ny inspiration til virksomheden og medarbejderne,” siger Infomedias bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Thomas Vejlemand har desuden en fortid som øverste chef for Creuna.