3 års markant vækst i webbureauet In2Media blev sat noget tilbage, da krisen meldte sin ankomst sidste efterår.
Det betyder dog ikke, at bureauet ikke voksede i regnskabsåret frem til 30. juni. Bruttoavancen steg med godt 16 pct. Men det gik hårdt ud over bundlinjen, som faldt med næsten 100 pct.
“Når krisen sætter ind over for et bureau som vores, der befinder sig på toppen af en markant vækstkurve, så går det direkte ud over bundlinjen, og selvom resultatet grundlæggende ikke er tilfredsstillende, så synes jeg et 0-resultat egentlig er ok situationen taget i betragtning”, siger adm. dir. Andreas Iversen.
0-resultatet sal også ses i lyset af, at bureauet ikke har skåret benhårdt i omkostningerne. Det gennemsnitlige antal medarbejdere er steget fra 21 til 28 og samtidig er medarbejderne i gennemsnit blevet 10 pct. dyrere.
“Vi opererer i feltet mellem teknologi og marketing, og det kræver en bredde. Det nyttet ikke, at du skærer i den, hvis du vil noget fremadrettet. Samtidig har vi fået større kunder og længerevarende relationer, og i takt med, at vi er modnet som bureau er det vel naturligt, at vores lønninger begynder at ligne reklamebranchens”, siger Andreas Iversen.
Bureauet havde en gennemsnitlig personaleomkostning på 544.464 kr. og det er meget tæt på gennemsnittet for de 106 bureauer i Bureaubiz’ regnskabsanalyse over 106 bureauer.
Andreas Iversen er fortrøstningsfuld for bureauets fortsatte vækst på den mellemlange og lange bane. Her og nu karakteriserer han markedet som fortsat hårdt.
“Budgetterne er fortsat længere om at komme i mål, så der skal kæmpes for tingene. Jeg synes dog, vi har mange spændende projekter pipelinen og har på det seneste også lanceret spændende projekter for både Canal Digital, Gyldendal, Vero Moda og Berlingske, hvor vi udviklede deres nye elektroniske magasin”, siger Andreas Iversen.
Nøgletal for In2Media
- Bruttoavance 19,075 mio. kr. +16,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 681.250 kr. -12,5 pct.
- Lønandel 80 (63)
- Resultat af primær drift 0,032 mio. kr. -98,3 pct.