Information vælger nyt bureau

Pressemeddelelse

Bag ny kampagne er strategien om at ”pakke produktet ud”.

Information har netop indgået samarbejde med marketingbureauet Fireball. En ny kampagne skal sikre, at avisen når ud til en bredere læsergruppe.

I flere år har dagbladet Information – sammen med Dagbladet Børsen og Kristeligt Dagblad, trodset markedsudviklingen og præsteret vækst i et marked, der konstant er blevet mindre..

“Vi mener på ingen måde, at vi har nået vores loft. Yderligere vækst kræver naturligvis, at flere får øjnene op for kvaliteterne i Information. Den udfordring har vi taget op med den nye kampagne,” siger Karin Petersen, direktør for Information:

Information har siden årsskiftet arbejdet med Fireball, og er klar til at søsætte den nye fælles kampagne i dag 1. marts.

“Kampagnen for Information er en klassisk Fireball-opgave, hvor vi udvikler en marketingstrategi, med fokus på at pakke produktet ud, frem for at pakke produktet ind i et brand. Informations artikler har vid og bid. Det er fantastisk læsning, og kampagnen skal vise avisens indhold til potentielle læsere og kunder. Det er en avis, som mange har en holdning til – også uden at kende det faktiske produkt. Kampagnen giver netop mulighed for at nyde Informations skarpe skriveri og journalistik,” siger Anthony Aconis, der er stifter af Fireball og bl.a. forfatter til bøgerne Fireball og Storegasm.

I de kommende måneder går Information ud i dagblade, specialtidsskrifter, magasiner og online og der er i alle aktiviteter stærkt fokus på produkt og indhold.

“Der er stadig myter om Information som tung, kedelig og ‘ikke noget for mig’. Ved at give flere adgang til vores indhold, tror vi på, at myterne visner. Vi er nemlig spændstige, kritiske og perspektiverende og et alternativ til ´nyhedssuppen´, der serveres så rigeligt af,” siger Karin Petersen.

Information lancerer 1. marts en ny og forbedret avis blandt andet med et helt nyt lørdagsmagasin, Moderne Tider.