Ambitionerne sat op i ny kampagne for Forsvaret

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ogilvy giver ansøgere mulighed for at tage officer-beslutninger på vegne af Forsvaret i nye kampagnefilm.

Da Ogilvy sidste år stod for Forsvarets kampagne om at skabe ansøgere til Officersuddannelsen blev målet mere end indfriet med 293 ansøgninger.

I år er udfordringen større: 445 kvalificerede ansøgninger har Forsvarets Rekruttering brug for til den kommende Officers-uddannelse.

Energien ved sidste års kampagne blev brugt på at fortælle, at ansøgere til Forsvaret ikke længere skulle komme direkte fra gymnasiet, men skulle have en bachelor uddannelse.

Denne gang fokuserer Ogilvy og Forsvaret på det praktiske aspekt ved Forsvaret: At man hurtigt bliver leder og skal tage beslutninger selv.

Syv interaktive film, instrueret af Christian Bonke og med Marcel Zyskind bag kameraet, udvikler sig forskelligt afhængigt af om man som seer f.eks. beslutter at skyde et passagerfly med 200 passagerer ned, eller først skyde et varselsskud.

Signe Zacher Carlsen, kreativ ansvarlig for kampagnen hos Ogilvy, siger om kampagnen:

”Det er en oplagt kreativ beslutning at lade målgruppen mærke officerens dilemma på egen krop. Vi taler til en gruppe af digitalt indfødte, der er vant til at være medskabende i kommunikationen. Derfor har vi inddraget dem aktivt med spørgsmålet: Hvad ville du gøre? Vi har også sørget for, at kampagnen fungerer optimalt på mobil – selvom vi da gerne vil have, at man ser de flotte billeder på en større skærm”.

Kampagnen kører på tv, i biografen, på outdoor, samt på sociale medier og Spotify. Mediabureauet er Mediacom.

https://www.youtube.com/watch?v=QO8jaDDTicg