Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Opdateret: Kædens direktør understreger dog, at der ikke er tale om en konkurrence - snarere en lakmusprøve på kvaliteten af det eksisterende samarbejde.

“Bureaukonkurrence på Interflora”, var det forlydende, Bureaubiz forleden samlede op. Og det er en information, der kan trække opmærksomhed – ikke så meget på grund af budgettets størrelse, for det er formentlig ikke blandt branchens store – men mere på grund af prestigen.

Robert/Boisen & Like-minded har samarbejdet med Inteflora i en årrække og skabt en meget stærkt anerkendt kommunikation, der har vundet det meste – helt op til reklamebranchens fornemste hædersbevisning: en guldløve i Cannes.

Så hvorfor skulle Interflora dog sætte en konkurrence i gang?

Svaret er da også:

“Nej vi har ikke en konkurrence kørende. Vi har en samtale med et enkelt andet bureau.”

Adm. direktør Lars Steen fortæller, at det har man gjort før – med det resultat at man fortsatte hos Robert/Boisen.

“Det er nogle rigtig dygtige folk, som vi har samarbejdet med i en del år. Men der sker hele tiden nye ting. Vi har f.eks. udvidet vores produktpalette, så vi nu også leverer vin og chokolade. Det går faktisk godt, men det giver os selvfølgelig en udfordring i forhold til, hvordan vi markedsfører det, så det ikke ødelægger den meget stærke blomster-kommunikation, vi har,” siger Lars Steen og tilføjer:

“Jeg mener, vi har en pligt til at udfordre os selv på, om det vi gør nu, også er det bedste, vi kan. Andet og mere er der ikke i det.”

Han ønsker ikke at oplyse, hvilket andet bureau Interflora har samtaler med.

Efterskrift: Efter publiceringen af denne artikel har Bureaubiz fået henvendelser, der tyder på, at der er – eller har været – dialog med mere end ét andet bureau.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club