Efter at Interflora i en periode havde skrevet på sine kvitteringer, at køberne automatisk blev tilmeldt blomsterleverandørens nyhedsbrev og selv aktivt skulle framelde sig, modtog Forbrugerombudsmanden en klage fra en forbruger, der havde modtaget et nyhedsbrev efter køb.
Klagen endte med, at forbrugerombudsmanden udstedte en administrativ bøde på 20.000 kr. til Interflora for at overtræde markedsføringslovens forbud mod uanmodede henvendelser – også kaldet spamforbuddet.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Interflora var allerede inden Forbrugerombudsmandens henvendelse var blevet opmærksom på, at kunder i forbindelse med køb automatisk var blevet tilmeldt Interfloras nyhedsbrev og havde derfor stoppet udsendelsen af nyhedsbreve.
Interflora har således erkendt at have overtrådt markedsføringsloven og har accepteret bøden på 20.000 kroner. Bøden er beregnet efter den nye og skærpede bødemodel, som trådte i kraft i forbindelse med en ændring af markedsføringsloven den 1. januar 2022.