Interflora-idé var så god, at Anthon Berg har planket den

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

2 firmaer, 2 bureauer – men samme idé. Anthon Berg er netop gået i luften med en kampagne, der ligger meget tæt på en halvt år gammel Interflora-aktivitet.

Mænd kan være glemsomme – og det kan være et problem, f.eks. når det er Valentines Day.

Det afsæt brugte Interflora for et halvt år siden på en kampagne, hvor man tilbød de glemsomme mænd at give Interflora skylden ved at sende en forsinket buket.

Brandhouse var bureauet bag, og ideen var så god, at det blev til en shortliste i Cannes.

Der er dog grænser for, hvor glemsomme mænd er. I hvert fald har Interfloras adm. dir., Søren Flemming Larsen, ikke glemt kampagnen, så derfor spærrede han øjnene op, da Anthon Berg i går gik i luften med en kampagne, der tager afsæt i nøjagtig det samme – nemlig at mænd er glemsomme.

Den kampagne er udviklet af Robert/Boisen & Likeminded.

Casevideo fra Cannes på Interforas kampagne:
(Facebookseiden kan ses her)

https://www.youtube.com/watch?v=8WV6_n84Lgs

Anthon Berg taler om at komme i ‘Good standing’ igen, men selv om Søren Flemming Larsen, synes kampagnen ligger påfaldende tæt på Interfloras, så er Anthon Berg ikke kommet i ‘Bad standing’. Han tager det med et glimt i øjet.

“Hos Interflora har vi da bemærket Anton Bergs nye reklamefilm, der ligesom vores kampagne “Vi tager skylden” fra Valentines Day i februar i år også opfordrede glemsomme mænd til at sende en gave til kvinden i deres liv. Og det er godt at se, at en idé er så god, at den kan bruges flere gange,” siger Søren Flemming Larsen og fortsætter:

“Hos Interflora er vi også store tilhængere af genbrug, men har dog valgt at sende en helt frisk buket til Carsten Lyngsøe Thomsen (CEO hos Toms, red.), som muligvis har glemt vores kampagne. Buketten kan han jo evt. give til sin kone – hvis han husker det.”

De to kampagner er pakket forskelligt ind. Interfloras var en konkret taktisk kampagne bundet op på Valentines Day, mens Anthon Berg har bredt den mere ud og både lanceret en film om, hvorfor mænd husker dårligere end kvinder, og lanceret en konkurrence, hvor 200 kan vinde et ‘Good Standing’ kit.

Men grundideen har det samme afsæt – et tilbud til glemsomme mænd om at slippe ud af en knibe.

Desuden kan det bemærkes, at Anthon Berg og Interflora godt nok ikke er direkte konkurrenter – men de sælger chokolade begge to.

Anthon Berg afviser lighed

Hos Anthon Berg er man dog af den opfattelse, at der trods ligheder ikke er tale om den samme ide. Via pr-bureauet på kampagnen, Essencius, er der kommet en kommentar fra Lone Lyng Andersen, der er Marketing Director i Toms Gruppen.

“Det er en næsten universel indsigt, at mænd glemmer ting. Og mange brands har gennem tiden brugt den indsigt. Inklusiv os hos Anthon Berg og sidste år Interflora,” siger Lone Lyng Andersen og opregner forskelle:

  • Interflora gav reaktivt hjælp til mænd, der HAVDE glemt Valentinsdag. Her tilbød de at ’tage skylden’ for den allerede opståede forglemmelse.
  • Interflora tilbød mænd at købe en buket.
  • Anthon Bergs nye ’Good Standing’-kampagne er proaktiv og hjælper mænd til løbende og fremadrettet at huske at være opmærksomme på deres partner.
  • Anthon Berg tilbyder mænd uden beregning at udvise generøsitet og opmærksomhed flere gange i løbet af et helt år.

Lone Lyng Andersen nævner desuden, at den aktuelle kampagne skal ses i forhold til generousity-platformen på den måde, at den hjælper mænd med at være generøse over for deres partnere.

Og så kvitterer Lone Lyng Andersen for Søren Flemming Larsens buket.

”Vi sender Interflora en dejlig kurv med vores fine Chocolate Treasures og håber, de deler dem med hinanden, spreder glæde blandt kollegaerne og får givet besked til udvalgte mandlige kollegaer med dårlig hukommelse om, at der er hjælp at hente i året, der kommer,” siger Lone Lyng Andersen