International PR-pris til Jyske Bank

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Reklamebranchen har mange priser, PR-branchen en del færre – én af de største er Sabre Award, som sidste år præmierede Hopenhagen-kampagnen. I år går en pris til Jyskebank.tv.

Sidste år fik Hopenhagen-kampagnen, der skulle lægge et folkeligt pres på politikerne ved COP15, hele to priser ved Sabre Award, der med sine egne ord er verdens største award-konkurrence for PR-branchen.

Dengang meddelte Mannov den flotte resultat, men fik i skyndingen ikke nævnt Hopenhagens initiativtager, IAA, og de øvrige samarbejdspartnere i Open Source-kampagnen. Det blev rettet efterfølgende.

Nu følger en ny flot dansk præstation ved Sabre Award, og her skulle alle medvirkende være nævnt fra begyndelsen, idet Jyske Bank og Støvring+Woodward hædres for deres arbejde med jyskebank.tv.

Banken har vundet kategorien “bedste video nyhedsproduktion”, der er en Sabre Bronze Award. Vinderne af bronze-kategorierne bliver udnævnt inden prisoverrækkelsen den 18. maj og er bedømt på indhold.

“Vi arbejder hver dag på, at jyskebank.tv skal være Danmarks største og mest ambitiøse online tv-station. Det er derfor et stort skulderklap for os at modtage en Sabre Award, og vi er stolte over, at vi også på den internationale scene kan levere tv-indhold som kan vinde en så fornem pris,” siger Lasse Høgfeldt fra jyskebank.tv i en pressemeddelelse.

Støvring+Woodward Kommunikation har samtidig modtaget et “Certificate of Excellence” fra Sabre komitéen for at have leveret et af Europas bedste podcast/webcast programmer til jyskebank.tv i form af “The Woodward Report”.

Hver episode af The Woodward Report er bygget på en journalistisk dækning af et aktuelt tema inden for internationale markedstrends og investeringsmuligheder.