Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Publicis har købt Salterbaxter, som integreres i MSLGroup. Det vil den danske del af kæden bruge aktivt.

Umiddelbart er det en international handel. Publicis har købt det London-baserede Salterbaxter, som er stor inden for bæredygtighedsstrategi og kommunikation, og vil integrere bureauet i MSLGroup.

Men her kommer der så en dansk vinkel på. Dels har Salterbaxter danske kunder på listen – A.P. Møller Mærsk og Lego – og dels er det en nyhed, som bliver taget vireklig godt imod hos den danske del af MSLGroup.

”Opkøbet og samarbejdet giver rigtig god mening for os. Det kommer på et tidspunkt, hvor vi oplever, at virksomheder i stadig stigende grad har fokus på ansvarlighed, transparens og engagement – både i deres måde at drive og kommunikere forretningen og deres måde at bidrage til samfundsmæssig værdiskabelse, ” siger Søren Berg, der er adm. direktør for MSLGroup Danmark,

Han fortæller videre, at man allerede nu er i dialog med Nigel Salter og hans team om, hvor der kan findes fælles fodslag. Konkret vil Salterbaxters placering i gruppen betyde at MSLGroup i Danmark kan gå til kunder med en stærkere og mere differentieret platform af ydelser, og med endnu mere dybdegående ekspertviden.

Salterbaxter skifter i forbindelse med sammenlægningen navn til Salterbaxter MSLGroup, men bevarer sit nuværende ledelsesteam med Nigel Salter som administrerende direktør og Penny Baxter som direktør. Nigel Salter bliver samtidig EMEA-ansvarlig for MSLGroups Corporate og Brand Citizenship-praksis.

Bureauet tæller godt 70 medarbejdere og rådgiver ud over de nævnte danske firmaer også giganter som Adidas, H&M og Coca-Cola Enterprises.

”Det globale skift har gjort, at vi på relativt kort tid har skaleret vores virksomhed væsentligt. MSLGroups geografiske tilstedeværelse globalt sammenholdt med deres ekspertise inden for public affairs, forbrugerkommunikation, employer branding og omdømme management, er et perfekt match i forhold til at sikre vores globale kunders interesser – og i forhold til at sikre vores fortsatte vækstambition,” siger Nigel Salter.

Søren Berg fremhæver et punkt mere, hvor købet af Salterbaxter falder meget belejligt.

“Vi præsenterer i næste uge en stor global undersøgelse om Generation Y’s forventninger til virksomheders evne til at drive og sikre ansvarlighed i deres kommunikation og handlinger. Den vil i høj grad belyse et øget behov for de ydelser, vi sammen med Salterbaxter tilbyder danske virksomheder og organisationer,” siger Søren Berg.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club