Interesseorganisationen Lederne har via en målrettet indsats fået 35.000 nye medlemmer over 4 år og runder nu 100.000 medlemmer.
Indsatsen har ifølge Ledernes salgs- og marketingchef Uffe Daub bestået af blandt andet annoncering på Google, Facebook, Linkedin og diverse jobsites samt en opsøgende salgsindsats, hvor sælgere fra Lederne er taget ud til butikker og har talt med butikschefer.
Desværre har Lederne, som er en interesseorganisation og a-kasse for ledere og særligt betroede medarbejdere, i samme 4-års periode sagt farvel til 20.000 medlemmer.
Men det er meget normalt ifølge salgs- og marketingchefen. 12.000 er gået på pension og 8.000 har skiftet job, så de ikke længere har glæde af et medlemskab af Lederne.
Målet er nu at gå efter 120.000 medlemmer i 2015, og selvom det er et hårdt marked, ser Uffe Daub på fremtiden med optimisme:
“Skufferne bugner med kreative ideer og kampagner. Vi har sat målet for vækst på 4 procent om året. Et ambitiøst mål, som kræver benhårdt arbejde især fordi vi de kommende år efter al sandsynlighed vil opleve et arbejdsmarked med faldende ledighed og derfor er et medlemskab af en faglig organisation i manges øjne ikke så nødvendigt”.