Investor forgylder Sitecore-stiftere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: TVC investerede for et ukendt beløb i Sitecore. Men regnskaber viser nu, at stifterne kan trække et trecifret millionbeløb ud som gevinst. Børsnotering er i overvejelserne.

For et år siden købte investeringsfonden TVC – der tidligere har investeret i Facbook, Groupon og Netflix – sig ind i den danske IT-virksomhed, Sitecore for et ukendt beløb.

Ifølge netop offentliggjorte regnskaber har Michael Seifert, der er stifter og adm.dir. i Sitecore samt tre andre stiftere, Peter W. Christensen, Thomas Kirk Albert og Ole Sas Thrane kunnet trække 390 mio. kroner ud på baggrund af TVCs investering.

Samtidig får de to øvrige stiftere, Jakob Christensen og Lars Fløe Nielsen, bestyrelsesformand Stig Hølledig  og en række mindretalsaktionærer også et ukendt beløb.

Sitecore blev stiftet i 2001 og har stor succes med at udvikle systemer inden for Content Management og ifølge Michael Seifert er det ikke helt urealistisk at selskabet på et tidspunkt går på Børsen.

”Vi har størrelsen nu, og det er da et sandsynligt fremtidsscenarie. Men vi vil gerne gøre det ordentligt og så kommer der i hvert fald til at gå et par år”.

Mens partner i TVC, David Yuan, er lidt mere henholden med at melde noget konkret ud:

”Vi er først lige kommet i gang med Sitecore, og vi tænker langsigtet. Der er ingen planer for, hvor selskabet skal ende, men det har bestemt alle muligheder for at opnå store ting i fremtiden” (Børsen, p. 6-7)