Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.
Kreativ direktør i HSR, Lars Hartmann, favner bredt, og sætter således ikke blot fingeren, men hele hånden på Irmas samlede kommunikation, leveret med Umwelts venlige mellemkomst.
“Irma og Umwelt laver ikke verdens bedste reklame, men den bedste reklame for verden. Normalt siger man, at hvis du vil rede verden, så skal du ikke gå til et reklamebureau. Men når man arbejder med virksomheder og kommunikation, ser man ofte virksomheder, som ofrer deres ve og vel, fordi de hele tiden vil være de bedste i verden. Det kræver, at de bliver ved med at konkurrere, mens det er anderledes positivt at ville være bedst for verden – det mål kan man blive ved med at spinne ideer om. Og det giver en mere åben og ærlig kommunikation,” siger Lars Hartmann.
Derved udvider han konceptet for “Den ville jeg ønske, jeg havde lavet” til også at omfatte: Den type kunde ville jeg gerne have.
“Her er en kunde, der går et spadestik dybere end kreativitet – i form af ambitioner på vegne af dem, man henvender sig til. De forholder sig til dét, de sælger”, siger Lars Hartmann.
Men filosofi er én ting – hvad med eksekveringen?
“Her gælder samme omtanke. Detailhandlen har typisk intet andet andet at byde på end pris – og det smadrer markedet og giver rod og hektisk stemning. Jeg ville ikke lave mad på samme måde, som den gængse tilbudsavis er sat op. Men når jeg kigger på Irmas layout er der ro på og orden – sådan som jeg gerne vil have mit hjem. Her kommunikeres ikke 70 dåser flåede tomater, men 3 dåser gode flåede tomater. Og de gode kokke ved, hvad de hælder i: Få gode ting. Andre hælder bare på – og i. Det gælder også for reklame”, siger Lars Hartmann.
Flueben ud for filosofi og eksekvering. Har vi glemt noget?
“Nej – det skulle lige være, at det virker. Det bekræfter deres Advertising Effectiveness Award. Og det virker, fordi der ikke tales om det perfekte liv – for det eksisterer ikke – men det rigtige liv. Hvad enten det er forkælelse eller økologi. Og igen: Med ro på. Jeg husker bl.a. en annonce med overskriften Kan man stresse en tomat?”, siger Lars Hartmann.
Således en 360 graders “Den ville jeg ønske, jeg havde lavet” – dog med en lille undtagelse, en slags “Den ville jeg ønske, de lavede om”.
“Den dér krummelure i begyndelsesbogstavet i printannoncerne … den irriterer. Hvis den skal være identitetsskabende, så bør der i hvert fald arbejdes lidt mere med den,” siger Lars Hartmann.