Irma har endnu ikke valgt bureauer til ambitiøs netsatsning

Peter Engholm
25@mail.dk

Det gælder både digitalt bureau og reklamebureau. Kæden vil have mangedoblet netsalget af fødevarer frem mod 2015.

Internethandlen steg sidste år 15 pct. og udgør nu 15 pct. af det samlede privatforbrug, men fødevarer er ikke vokset med med samme takt, og det vil Irma gøre noget ved.

Kæden agter at løfte sit netsalg fra 30 mio. kr. til 500 mio. kr. på tre år – under den forudsætning, at de øvrige dagligvarekæder også slår et slag for onlinehandel. Flere varer, nye lagre og et nyt site er blandt ingredienserne i Irmas offensiv. Det samme er naturligvis samarbejdspartnerne, men de ligger ikke fast endnu.

“Vi begyndte med at omdøbe torvet.dk til irmatorvet.dk, og sitet får et brush-up i løbet af foråret, så det bliver lidt nemmere og smartere. Men platformen er 5-6 år gammel og er ikke skabt til at blive skaleret op til de kommende års forventede salg,” siger Jacob Elsborg, divisionsdirektør i Irma.

Onlinesalget har primært været markedsført i Vest-Danmark, men man er ved at bygge en øst-afdeling op, og når den er klar, så kopierer man den i vest – web, pakkeri og alt, hvad der i øvrigt skal til for at håndtere et salg til den førnævnte halve millard.

Hvem, der skal bistå Irma med det nye site og markedsføringen af det, ligger endnu ikke fast.

“Sidst i 2012 følger et helt nyt site for Irmatorvet.dk. Opdateringen af det nuværende site har vi selv stået for, men vi har endnu ikke fundet dem, der skal lave det nye site. I første omgang har vi konsulenterne i eCapacity til at hjælpe os med bl.a. at stille de rette krav til det nye site. Det er ikke bare at bygge en webshop til 2013 – den skal også kunne skaleres op til et større salg i 2015 og 2016,” siger Jacob Elsborg.

Offensiven skal også markedsføres, og det foregår i etaper:

“I øjeblikket gennemføres nålestiksmanøvrer i Vestdanmark, i byer som Vejle, Kolding og Aarhus. Men til efteråret, når også Østdanmark er kommet på plads, så plumper vi en ordentlig sten i markedsføringssøen,” siger Jacob Elsborg.

Mensch er jeres reklamebureau – bliver det en opgave for dem?

“Ikke nødvendigvis. Det kan godt være nogle andre. Vi vil noget andet med Irmatorvet.dk. Vi skal være tro mod Irma, samtidig med at vi skal skabe noget nyt,” siger Jacob Elsborg.