Mens man herhjemme sammenligner farver mellem Liberal Alliances valgplakater og printannoncer med Oddset-pigen, har svenskerne mere pikante paralleller.
Elkedjan, en isenkræmmer-kæde med 140 butikker i Sverige, tog tidligere på året fat på sin første markedsførings-satsning med tv-reklamer. Ikke meget at berette om her – lige indtil det seneste indslag (hvor en mand står og griller i mørket), som har et – for nogle – velkendt stykke ledsagemusik.
Det er nemlig identisk med titelsporet fra Debbie Does Dallas – en pornofilmklassiker fra 1978 med Bambi Woods i hovedrollen.
Hverken bureauet, Milk, eller kunden kender ifølge DagensMedia.se til sammenfaldet. Bureauet henviser til Sergeant Tom, der har leveret lyd og musik til filmen. Og her oplyser man, at musikfilen er købt som en lydeffekt på Soundfxnow.com – og at man ikke kan holde styr på, hvor en lydfil i øvrigt dukker op.
Helt så uskyldig er Sergeant Tom nok næppe, for filen beskrives “Old school 1970’s style porno music, from the movie Debbie Does Dallas”.
Elkedjans markedschef, Jan Olof Ekman, fortæller, at det er sidste gang, at man benytter sig af denne type musik. I de kommende film bruges et originalt lydspor, skabt og købt af en komponist.
Han afviser over for Dagens Media, at porno-musikken er lagt på med vilje:
“Det er jo langt fra vores virksomhed, om man så må sige. Jeg kender ikke filmen, men det er i al fald ikke vores branche. Og jeg ser alvorligt på sagen.”
Det samme gør den adm. direktør for Las Vegas-selskabet, VCX, der ejer rettighederne til Debbie Does Dallas. David Sutton vil således få undersøgt de mulige konsekvenser af Elkedjans brug for “the most recognizable cheesy porn background music ever recorded”.
Se (og hør) Elkedjans film her – og lyt til Debbie Does Dallas her.