Ishockey-sporten vælger bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Landets bedste ishockeyrække, Metai Ligaen, skal brandes for derigennem at udbrede sporten. Til det formål har man nu valgt et digitalbureau.

Dansk Metal har siden 2014 lagt navn til den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen. Samarbejdet fortsætter frem til 2017.

Det samarbejde udmønter sig nu i, at Metal Ligaen med Dansk Metal som sponsor har valgt et bureau til at brande den fremmeste ishockeyrække med henblik på at udbrede sporten i Danmark.

Bureauet, der er valgt til opgaven, er det nordjyske digitalbureau, Konxion, der har erfaring med ishockey gennem sin kunde, Aalborg Pirates.

Sociale medier kommer til at spille den primære rolle i arbejdet med at gøre ishockeysporten endnu mere attraktiv og både fans, spillere, klubber og Dansk Ishockey Union (DIU) bliver involveret, siger kommunikationschef Lars Granat Jensen fra Konxion.

Han mener desuden, at en samlet strategisk indsats tillige vil gøre sporten mere attraktiv for sponsorer.

Den fremadrettede profilering bliver bakket op af 40 tv-kampe per sæson, idet TV2 har sikret sig rettighederne til Metal Ligaen frem til 2017. Desuden sendes der et ugentligt program, Hockeynight.

Og i 2018 kan landets ishockey-interesserede glæde sig til, at A-VM i ishockey bliver afholdt i Danmark.