ISS eks-topchef køber op i bureaubranchen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jørgen Lindegaard med en fortid som topchef i SAS og ISS har i år købt to bureauer, som nu flyttes sammen. Tidligere Deducta-selskaber er ved at blive opløst.

Deductas trængselstider kan være et overstået kapitel efter at den kendte erhvervsmand, Jørgen Lindegaard, gennem sit investerings-selskab, Trifina Holding, har købt bureauet.

Det er det andet bureau, han har købt i år, men det står endnu ikke helt klart, hvad hans vision er med opkøbene

Tidligere på året købte han Aduco Agency, der beskrives som et nyt bureau. Og det passer meget godt i forhold til, at selskabet i regnskabsåret 2009 havde en beskeden omsætning på 0,239 mio. kr. og et overskud på 0,15 mio. kr. efter personaleomkostninger på 30.000 kr.

Aducos hjemmeside er ikke meget oplysende i forhold til nuværende aktivitet. Det fremgår, at “Vi vil ændre opfattelsen af et mediebureau”, og domænenavnet er købt i april, hvilket understreger hvor nyt bureauet er.

Så er der mere historie i Deducta, som dog på det seneste har været gennem nogen trængselstider.

En grim skilsmisse med Sebastian Gullak, der var partner i Deducta Online Marketing, har ført til at dette selskab er under konkursbehandling.

Sebastian Gullak har startet et nyt selskab, hvortil han har hentet mange af medarbejderne og kunderne. Deducta Online Marketing, var den del af Deducta, der lagde grunden til titlen som årets search marketing bureau ved DIA tidligere på året.

Til Børsen fortælles, at Deducta nu rummer 20 ansatte, men det er meget svært at få overblik over selskabets økonomi på grund af manglende regnskaber.

Adm. dir. Steen Enegaard har tidligere oplyst, at man vil forlade partnerstrukturen, der var grundlaget for en kompleks selskabstruktur og at Deducta A/S således skulle være det fortsættende selskab.

Overførslen af aktiviteter er nu sket, og det er dette selskab, Jørgen Lindegaard har købt.

Til gengæld er fem af de tidligere Deducta-selskaber nu sendt til tvangsopløsning af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, da ledelsen er fratrådt og der ikke er indsendt regnskab.

Steen Enegaard ønsker ikke at kommentere, hvorfor selskaberne lukkes på den måde frem for en traditionel likvidation. Det er dog ikke en ualmindelig praksis at lukke selskaber på den måde.

Aduco Agency er nu flyttet ud til Deducta i Hellerup, så en fusion kan være et nærliggende gæt.

F.eks. er Henrik Astrup Sørensen, der er direktør i Aduco, trådt ind i ledelsen for Deducta, hvor Steen Enegaard og Kim Alsbæk forbliver.

Det er dog ikke noget, Jørgen Lindegaard vil sige nærmere om. Om hans interesse for bureaubranchen, siger han til Børsen:

“Deducta er langt mere end et digitalt bureau. Det er en virksomhed, som udnytter IT og internet til at skabe vækst og strategi for virksomheder, og det er et område jeg altid har interesseret mig for.”

Jørgen Lindegaard er blevet bestyrelsesformand for Deducta, men det er ikke lykkedes at få uddybet hans interesse for bureaubranchen.

Henrik Astrup Sørensen tiltrådte som direktør for Aduco sidste efterår. Dengang hed selskabet Vitamobile og havde haft Tom Bang Hansen som direktør. Han er bl.a. tidligere kendt fra Mediebørs Danmark.

Navneændringen til Aduco Agency blev foretaget i maj i år.