IUM og Marvelous får ny søster

peng

Mediabrands åbner – efter en diskret snigpremiere – officielt et bureau med 10 medarbejdere.

Detailhandlens arbejdsbetingelser er under store digitale omvæltninger. Derfor lancerer bureaugruppen Mediabrands nu et nyt specialbureau, iRetail, der samler alle kompetencer inden for detailhandel på ét sted.

Bureauet lanceres i maj, men de opmærksomme læsere af Bureaubiz – har vi andre typer? – bemærkede, at iRetail var i spil ved lanceringen af Dagrofas fødevarekæde Meny.

iRetail står for ’indsigtsdrevet retail udvikling’ og er et bureau, der ikke kun fokuserer på mediastrategi, men bruger indsigter til at rådgive retailkunder på alle områder inden for for butik, medarbejdere, tilbudsaviser, loyalitetsprogram, private labels, etc.

Mediabrands strategiske direktør, Jan Sørensen, er med det nye initiativ nu også Managing Director i iRetail.

iRetail bureauet vil fra start bestå af 10 ansatte, og vil trække på ressourcer fra alle specialkompetencerne i Mediabrands: Marvelous, MediaPrint, Insight, mfl.


iRetail arbejder med Top-Toy på tværs af Norden, hvor de har været med til revitaliseringen af BR, og er i fuld gang med at udvikle BR´s nye Flagship Store i Stockholm. Andre iRetail-kunder tæller Toys R Us, KIWI, SPAR, 7-Eleven og Drømmeland. Sidste nye kunde er Zoo, hvor iRetail arbejder med at optimere hele retailområdet inden for bespisning og merchandise.