Jackpot til medarbejderne i webbureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet har haft meget markant fremgang, tilskriver det arbejdsglæde og kvitterer med bonus til alle. Ingen opsigelser siden 2009 er med til at fortælle historien.

Markant fremgang på alle parametre og en indtjening helt i top. Intet mindre. Det er resultatet i webbureauet Vertica, og fremgangen på nøgletal har i høj grad også ramt medarbejderne idet de gennemsnitlige personaleomkostninger er steget med 13,7 pct. til over 600.000 kr.

Den vækst hænger sammen med, at der er lagt et betydeligt beløb oven i lønkontoen som bonus som følge af de gode resultater. Bureauet praktiserer en overskudsdeling i form af 10 pct. af resultatet før skat.

Det er ikke tilfældigt, for når adm. dir. Jeppe Møller Hansen, skal forklare det meget gode regnskab, så spiller medarbejderne en central rolle.

“Arbejdsglæde er lig med produktivitet, og det er, hvad vi beviser med dette resultat,” siger Jeppe Møller Hansen og noterer sig, at bureauet ikke har haft en opsigelse siden 2009.

“Det er dyrt at miste medarbejdere, og det tror jeg, at mange bureauer kan gøre noget godt for sig selv ved at erkende.”

Men hvordan skaber man så arbejdsglæde? En af tingene handler om en værdibaseret ledelse og en flad organisation – samt en stor opmærksomhed på, at man arbejder med kunder og projekter, der matcher kravene hos dygtige medarbejdere.

“Det er svært at skaffe dygtige medarbejdere, og derfor er vi meget opmærksomme på, at vi ikke bare render rundt efter kunderne, men at vi holder vores fokus og arbejder med kunder, der har brug for de kompetencer, vi har. Inden for de seneste uger har vi på den konto sagt nej til fire udbud,” siger Jeppe Møller Hansen og fortsætter:

“Når man har de rigtige medarbejdere, så kan man også bedre have en flad organisation, hvor vi både inddrager alle i f.eks. salget, og hvor vi ikke opererer med mellemledere men i højere grad styrer på de grundlæggende værdier.”

Der er f.eks. ingen key account folk, og det er de tre partnere i bureauet, der primært står for at skaffe nye kunder – men altså i samarbejde med alle medarbejdere.

Desuden spiller seminarer og undervisning en markant rolle.

“Vi leverer meget undervisning, og det giver faktisk nye kunder. F.eks. har vi fået en stor amerikansk møbelkæde på kundelisten via den kanal,” siger Jeppe Møller Hansen.

Med det fokus på medarbejdere og organisation glæder Vertica sig naturligt over, at bureauet opnåede en 3. plads i analysen Great place to work.

“Her er der en ekstern part, der har undersøgt det ved at spørge medarbejderne, så det er selvfølgelig et resultat, vi er glade for,” siger Jeppe Møller Hansen.

Vertica kalder sig selv for et e-handelsbureau – men man har udvidet paletten med både mere analytics og design, så man kan håndtere alle opgaver vedrørende e-handel.

Samtidig udvider man også med nye selskaber – men også her er udgangspunktet medarbejderne.

“Vi har mange dygtige folk, og de har selvfølgelig mange gode ideer. Her bakker vi nogen af dem op ved at investere i dem i stedet for at se dem forlade os,” siger Jeppe Møller Hansen.

Regnskabet er sluttet d. 30. september, så det nye år er fortsat ungt. Men der er fart på, og bureauet mangler folk. Gennemsnittet var i regnskabsåret 38, man har rundet 40 og er på vej mod de 50.

“Men vi holder fast i vores koncept. Vi ansætter kun, når vi finder nogen, som vi har en fast tro på vil passe ind i organisationen,” siger Jeppe Møller Hansen.

Nøgletal for Vertica

  • Bruttoavance 39,919 mio. kr. +64,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,051 mio. kr. +29,4 pct.
  • Lønandel 58,6 (66,7)
  • Resultat af primær drift +9,214 mio. kr. +305,4 pct.